Grænselandets historie

ALT ER TABT?

Danmark og et stadig stærkere og selvbevidst Preussen stødte sammen i den 2. Slesvigske krig over den danske novemberforfatning  fra 1863. Derved brød Danmark fredsaftalen fra Treårskrigen 1848-51 (Den 1. Slesvigske krig). 

Preussen med Bismarck i spidsen besluttede sammen med Østrig at erklære Danmark krig. Krigen blev en dansk katastrofe og et forfærdeligt blodbad. Først rømmede de danske tropper stillingen ved Dannevirke og den 18. april 1864 stod det store slag ved Dybbøl. I løbet af 4 timer blev den danske hær presset tilbage til Als.

De efterfølgende fredsforhandlinger bragte ikke noget med sig, så d. 29. juni 1864 sejlede preusserne over Alssund og Danmark måtte kapitulere.

AFSTEMNING OG NY GRÆNSE

Efter 1. verdenskrig blev der i Versaillestraktaten indskrevet et punkt omhandlende folkenes selvbestemmelsesret. Det gav befolkningen i Slesvig i 1920 en mulighed for ved en folkeafstemning at afgøre, hvilken nationalstat de ville høre til. Slesvig blev delt i tre zoner, men pga. befolkningssammensætningen i de 3 zoner blev der kun afholdt en folkeafstemning i to zoner. 

I den nordligste zone stemte 75% for at høre til Danmark, mens der i zone 2 var et flertal på næsten 80%, der ønskede at forblive en del af den tyske stat.

Dermed blev den nuværende dansk-tyske grænse fastlagt. Den 10. juli 1920 red Christian X over Kongeå-grænsen og bød Sønderjylland velkommen hjem. På begge sider af grænsen efterlod grænsedragningen et nationalt mindretal; det danske mindretal på den tyske side og det tyske mindretal på den danske side.

1955-ERKLÆRINGERNE OM DET DANSKE MINDRETAL I SYDSLESVIG OG DET TYSKE MINDRETAL I DANMARK

Efter 1920 blev der opbygget en samfundsstruktur, hvor mindretallene på begge sider af grænsen levede stærkt segregerede fra majoritetsbefolkningen. Mindretallene opbyggede skoler og institutioner for at bevare eget sprog og kultur og sikre, at man kunne bevæge sig gennem livet ud fra det sindelag man havde. Fra 1933 og frem til 1955 var modsætningerne stærke mellem mindretallet og majoritetsbefolkningerne i grænselandet. 2. verdenskrig var med til at forstærke modsætningerne.

I 1955 ønskede vestmagterne at få Vesttyskland optaget i NATO. Danmark var positivt stemt – bl.a. på den betingelse, at der skulle findes en løsning på konflikterne i det dansk-tyske grænseland.

Det førte til to ens erklæringer, København-Bonn erklæringen og Bonn-København erklæringen. Erklæringerne har til hensigt at beskytte de to nationale mindretal og sikre deres ret til at bevare eget sprog og kultur. Et vigtigt element er, at staten ikke må efterprøve borgernes sindelag. ”Minderheit ist wer will”.

IDAG - FRA "MOD HINANDEN" TIL "MED HINANDEN"

I dag sameksisterer det danske og det tyske i grænseregionen. Det gælder både mindretal og flertal på hver deres side af grænsen og på tværs af grænsen. Der er politisk fokus på at skabe et sammenhængende grænseland, for på den måde at gøre to udkantsområder stærkere. Mindretallene indgår som aktive medborgere og fungerer ofte som brobyggere. Det to-sprogede og to-kulturelle ses i grænselandet som en ressource. Man taler om at være gået fra et “mod hinanden” til et “med hinanden” og” for hinanden”.

National identitet er ikke et enten-eller, men et både-og. Det dansk-tyske grænseland fremhæves ofte som et mønstereksempel på, hvordan konflikter relateret til mindretal kan løses.

100 ÅRET FOR GENFORENINGEN

På begge sider af den dansk-tyske grænse lever der et nationalt mindretal, der er kendetegnet ved at have et andet sindelag end flertalsbefolkningen. ”Minderheit ist, wer will” og derfor har man ikke noget præcist tal på de to mindretals størrelse.

Der er skoler, avis, kirke, biblioteker, idrætsforeninger m.m. på hver side af grænsen med tilknytning til mindretallene. Der er en postnational bevægelse hen imod, at majoritetsbefolkningen i stigende grad er brugere af mindretallenes institutioner.

Det er et stærkt og positivt signal om mindretallenes positive samarbejde med majoritetsbefolkningen dér,  hvor de bor og lever. Mindretallene er således med til at bygge bro både lokalt og hen over grænsen.

De autoktones politiske partier er betydningsfuldt repræsenteret i kommunalbestyrelser og i Landdagen i Kiel. National tilknytning har således i grænselandet mange nuancer. Mange opfatter sig som både dansk og tysk. Det handler om at tage det bedste med fra begge verdener.

For mange i mindretallene bliver bindestregsidentiteten den naturlige tilgang til national identitet. De ser sig som både danske og tyske og den regionale identitet bliver forstærket. Samtidig sker der en blanding af dansk og tysk både sprogligt og kulturelt.

Det bliver belyst i den videoer, der linkes til nedenfor. Klik rundt og bliv klogere på aktuelle emner samt hverdagen for de to mindretal i det dansk tyske grænseland.