Grænselandets historie

Historiecenter Dybbøl Banke laver historisk reenactment centreret omkring den anden slesvigske krig i 1864.

1864

Den anden slesvigske krig

Sameksistens

Tegning: Niels Poulsen

  • Fold ud - bliv klogere på, hvordan opfattelsen af 1864 skifter over tid

    Modfortællinger og paradigmeskift: “Grundfortællingen om dansk heroisme blev dog først for alvor svækket fra 1960’erne. Med ungdomsoprørets autoritetstab og Vietnamkrigens mediedækning af krigens ofre samt opmærksomhed på de psykiske belastninger for soldaterne mistede Dybbølfortællingen relevans. I skolebøger vandt modfortællingen indpas. Dens afgørende gennembrud kan imidlertid dateres til udgivelsen af historikeren Tom Buk-Swientys bestseller Slagtebænk Dybbøl fra 2008. Buk-Swienty kritiserede de danske politikere, men fokuserede i øvrigt på soldaternes lidelser – vel at mærke på begge sider. Bogens gennemslagskraft er tydelig i moderne erindringskultur om Dybbøl, hvad enten denne medieres gennem tv-serier som Ole Bornedals 1864 fra 2014, musikvideoer som fx Lars Lilholts Danmarks Killing Fields fra 2012 eller skolebøger. Dybbøl kom med i folkeskolens historiekanon fra 2006, men i stedet for heroiske kampe lærer eleverne nu om fraterniseringer, deserteringer og lydighedsnægtelser”

    Kilde: www.Danmarkshistorien.dk 

ALT ER TABT?

Danmark og et stadig stærkere og selvbevidst Preussen stødte sammen i den 2. slesvigske krig over den danske novemberforfatning  fra 1863. Derved brød Danmark fredsaftalen fra Den første Slesvigske (1848-51).

Preussen med Bismarck i spidsen besluttede sammen med Østrig at erklære Danmark krig. Krigen blev en dansk katastrofe og et forfærdeligt blodbad. Først rømmede de danske tropper stillingen ved Dannevirke og den 18. april 1864 stod det store slag ved Dybbøl. I løbet af 4 timer blev den danske hær presset tilbage til Als.

De efterfølgende fredsforhandlinger bragte ikke noget med sig, så d.29. juni 1864 sejlede preusserne over Alssund og Danmark måtte kapitulere.

1920

Genforening

Sameksistens

Afstemning og ny grænse

Tegning: Niels Poulsen

Ny  grænse - og genforening

Foto: Museum Sønderjylland

AFSTEMNING OG NY GRÆNSE

Efter 1. verdenskrig blev der i Versaillestraktaten indskrevet et punkt omhandlende folkenes selvbestemmelsesret. Det gav  befolkningen i Slesvig i 1920 en mulighed for ved en folkeafstemning at afgøre, hvilken nationalstat de ville høre til. Slesvig blev delt i tre zoner, men pga. befolkningssammensætningen i de 3 zoner blev der kun afholdt en folkeafstemning i to zoner. 

I den nordligste zone stemte 75% for at høre til Danmark, mens der i zone 2 var et flertal på næsten 80%, der ønskede at forblive en del af den tyske stat.

Dermed blev den nuværende dansk-tyske grænse fastlagt. Den 10. juli 1920 red Christian X over Kongeå-grænsen og bød Sønderjylland velkommen hjem. På begge sider af grænsen efterlod grænsedragningen et nationalt mindretal; det danske mindretal på den tyske side og det tyske mindretal på den danske side.

Genforeningsstenen i Brundby er en af 5 genforeningssten på Samsø. Stenen blev rejst i 1920 og har form af en runddysse.

Genforeningsstenen i Brundby er en af 5 genforeningssten på Samsø. Stenen blev rejst i 1920 og har form af en runddysse.

Foto: Margrethe Petersen

  • Fold ud og læs talen: "De skal aldrig blive glemt"

    Statsminister Niels Neergaards (V) Genforeningstale Dybbøl 1920:

     

    Deres Majestæter, Deres kongelige Højheder, Landsmænd fra Nord og Syd! Det er mig en kær Pligt paa den danske Regerings Vegne at takke for de Velkomstord, der blev rettet til os. Ja, Tak fylder vort Sind i disse Eventyrets Dage, hvor vi drager med Kongen ind i det gamle danske Sønderjylland. (Stærke Hør!) Hvor vi kommer hen, fyldes vore Hjerter med Glæde og Taknemmelighed over den Jubel, den Trofasthed mod Kongen, mod vort gamle Land. Hvor har vi følt, at vi er et stærkt og livskraftigt Land. Det maatte ofre 6000 Sønner, men det rejste sig igen med Genfødelsens Styrke. Det Folk, vi har set i Jubel og Lykkefølelse, er et Folk med Livskraft og Styrke. Vi er vandret herop ad alle Danskes Smertensvej, den Vej, de tavse Mænd i 1864 vandrede. De viste den faste Vilje til at værge den sidste Rest af Sønderjyllands Jord. Dem skylder vi Ære og Tak. Derfor er vi glade for at se Veteranerne blandt os i Dag. Alt, der er vokset og trivedes her, vilde ikke være vokset, hvis Blodofret ikke var bragt, hvis der ikke var kæmpet med Haab om, at dette Blod ikke var ofret forgæves. Men det er ikke en ublandet Glædessag. En bitter Smerte maa trods al Glæde fylde vort Sind for dem, der har kæmpet saa trofast. Paa Regeringens og hele det danske Folks Vegne siger jeg: De skal ikke blive glemt. (Bifald). Det er en Ærespligt for enhver Regering at støtte dem og af yderste Evne opretholde Sprog og Folkelighed, som de har ofret taprest for. Dage som disse falder med Ansvarets Magt. Hvor har ikke Sønderjyderne længtes mod denne Dag? Men den paalægger hver af os en Pligt. Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindaarige Historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter Sønderjydernes egen lykkelige Vilje. Det er en Æresforpligtelse at hævde vort danske Sprog i Grænselandet. Men vi har ogsaa en anden Ærespligt. Vi krævede Retten i Trængselens Dage, – den samme Ret vil vi give dem, der mod deres Vilje kom med til Danmark. (Stærke hør). Danmark har et Folk, en Tro, et Sprog. Jeg maa synes, at vort Land maa gaa en lysere Fremtid i Møde; Vort Folk er ikke alene større, men et nyt, sundere, livskraftigere. Hernede har vi lært at staa fast paa en Sag. Et Fædreland, et Sprog. Vi vil elske det højere og inderligere. En lutret Kærlighed strømmer det i Møde. Et Leve for vort Fædreland. (Stærke Hurra)

    Kilde: Danmarkshistorien.dk  

1955

Minderheit ist, wer will

1955 ERKLÆRINGER OM DET DANSKE MINDRETAL I SYDSLESVIG OG DET TYSKE MINDRETAL DANMARK

Efter 1920 blev der opbygget en samfundsstruktur, hvor mindretallene på begge sider af grænsen levede stærkt segregerede fra majoritetsbefolkningen. Mindretallene opbyggede skoler og institutioner for at bevare eget sprog og kultur og  sikre, at man kunne bevæge sig gennem livet ud fra det sindelag man havde. Fra 1933 og frem til 1955 var modsætningerne stærke mellem mindretallet og majoritetsbefolkningerne i grænselandet. 2. verdenskrig var med til at forstærke modsætningerne.

I 1955 ønskede vestmagterne at få Vesttyskland optaget i NATO. Danmark var positivt stemt – bl.a. på den betingelse at der skulle findes en løsning på konflikterne i det dansk-tyske grænseland.

Det førte til to ens erklæringer, København -Bonn erklæringen og Bonn-København erklæringen. Erklæringerne har til hensigt at beskytte de to nationale mindretal og sikre deres ret til at bevare eget sprog og kultur. Et vigtigt element er, at staten ikke må efterprøve borgernes sindelag. ”Minderheit ist wer will”.

2001

Den positive udvikling mindretallene imellem

Sameksistens

Tegning: Niels Poulsen

  • Fold ud og læs om Euroregion Sønderjylland-Schleswig

    Efter 1955:  Nationalstaterne Danmark og Tyskland træder i denne kontekst i karakter og lukker endeligt med København-Bonn og Bonn-København erklæringerne i 1955 mindretallenes ønske om en grænserevision. Disse erklæringer bliver samtidig et vendepunkt på mange måder i de respektive mindretals relationer til flertalsbefolkningerne nord og syd for grænsen – og fjendebilleder udviskes langsomt men sikkert.

    Samarbejdsrelationerne er blevet stadig bedre. I perioden 1982-1997 går udviklingen mod et stadigt mere formaliseret arbejde, som i 1997 gør region Sønderjylland/Schleswig (2002 Region Sønderjylland-Schleswig) til Euroregion.

    Det resulterer i bedre samarbejde og med Infocenter (2004) bliver Region Sønderjylland-Schleswig et væsentligt og kompetent omdrejningspunkt i rådgivning af borgere, myndigheder og virksomheder om arbejdsmarkedsrelaterede forhold.

    Kilde: Grænseforeningen

IDAG - FRA "MOD HINANDEN" TIL "MED HINANDEN"

I dag sameksisterer det danske og det tyske i grænseregionen. Det gælder både mindretal og flertal på hver deres side af grænsen og på tværs af grænsen. Der er politisk fokus på at skabe et sammenhængende grænseland, for på den måde at gøre to udkantsområder stærkere. Mindretallene indgår som aktive medborgere og fungerer ofte som brobyggere. Det to-sprogede og to-kulturelle ses i grænselandet som en ressource. Man taler om at være gået fra et “mod hinanden” til et “med hinanden” og” for hinanden”.

National identitet er ikke et enten-eller, men et både-og. Det dansk-tyske grænseland fremhæves ofte som et mønstereksempel på, hvordan konflikter relateret til mindretal kan løses.

2020

Grænseregionen i rivende udvikling

MIndretallene idag

Tegning: Niels Poulsen

  • Læs om filmprojekt 2020, der portrætterer det moderne liv i grænseregionen

    Fra projektets forside: ”Tysk eller dansk? Det var en virkelig emotional og betydelig beslutning, da en stor del af menneskerne i regionen Sønderjylland-Slesvig efter slutningen af første verdenskrig fik mulighed for at stemme for, hvor den nye grænse skulle være. Folkeafstemningen 1920 rykkede grænsen mod syd.

     

    Det 100-årige jubilæum af afstemningen nyttes af både tyskere og danskere i 2020 at sammen mindes om denne tid. Hvad den nye grænse har betydet for menneskerne dengang, hvordan de har oplevet vandlen, hvad der stadig kan føles og hvordan menneskerne lever i grænseregionen i dag, kan menneskerne bedst selv fortælle.

    Deres historier er en del levende historie. Derfor vil vi gerne fortælle og vise, hvilken betydning den dansk-tyske grænse har for menneskerne i det dansk-tyske grænseland. Mange mennesker har berøring med grænsen, endten som pendler, som del af mindretallet eller som forstander af en virksomhed.

    Mange mennesker lægger slet ikke mærke til deres grænseoverskridende handlinger, andre føler positive følelser, igen andre føler det negativt. Vores formål er, at give et indblik i vores nuværende liv, og bidrage til at vedligeholde det fredelige samliv”.

Her er 4 videofilm fra projekt 2020 – En grænse; dens mennesker; deres historie

Video 1   (2.26 min)

Video 2   (3.05 min)

Video 3   (3.35 min)

Video 4   (3.18 min)

100 ÅRET FOR GENFORENINGEN

På begge sider af den dansk-tyske grænse lever der et nationalt mindretal, der er kendetegnet ved at have et andet sindelag end flertalsbefolkningen. ”Minderheit ist, wer will” og derfor har man ikke noget præcist tal på de to mindretals størrelse.

Der er skoler, avis, kirke, biblioteker, idrætsforeninger m.m. på hver side af grænsen med tilknytning til mindretallene. Der er en postnational bevægelse hen imod, at majoritetsbefolkningen i stigende grad er brugere af mindretallenes institutioner.

Det er et stærkt og positivt signal om mindretallenes positive samarbejde med majoritetsbefolkningen dér,  hvor de bor og lever. Mindretallene er således med til at bygge bro både lokalt og hen over grænsen.

De autoktones politiske partier er betydningsfuldt repræsenteret i kommunalbestyrelser og i Landdagen i Kiel. National tilknytning har således i grænselandet mange nuancer. Mange opfatter sig som både dansk og tysk. Det handler om at tage det bedste med fra begge verdener.