Rundt om Genforeningen

Som følge af krigen i 1864 var det område, vi i dag kalder Sønderjylland, en del af Tyskland frem til Genforeningen i 1920. Derfor blev landsdelen også direkte berørt af 1. verdenskrig fra 1914-18. Sønderjyske mænd blev sendt til fronten som værnepligtige soldater, men også det civile samfund – ’hjemmefronten’­ – oplevede gennemgribende ændringer. Sønderjyske kvinder måtte overalt i samfundet overtage mændenes arbejde og ansvar, og der opstod hurtigt mangel på især fødevarer. Dette førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer, hvilket omvendt gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til autoriteterne. Krigen tog hårdt på hele det tyske samfund, herunder også det sønderjyske. Her blev produktionsapparatet i sidste ende nedslidt og befolkningen var ved krigens afslutning i 1918 delvist udsultet.

Kilde: Danmarkshistorien.dk

Kresten Andresen kom om nogen til at personificere den dansksindede sønderjyske soldat, der var tvunget i kamp for en sag, han ikke sympatiserede med. Når man læser hans breve og dagbøger, forstår man godt hvorfor.

Han mobiliseres august 1914 og meldes savnet ved Slaget ved Somme den 8. august 1916.

Han skriver dagbog og sender breve hjem i hele perioden:

Han skriver brev hjem den 24.12.1914 i anledningen af julen - i dette beskriver han ligeledes Julefreden 1914:

"Lassigny, Juleaften.

Kære Forældre.

Hvor dog Livet tit synes uretfærdigt og grusomt, og ovenpaa det sørgelige Budskab jeg har faaet. Julen er bleven mig tifold mere tung. Til at begynde med kunde jeg slet ikke tro, at det var muligt, og endnu har jeg svært ved at fatte, at det er sidste Gang, jeg har set min Søster Ingeborg.

Hvor dog Livet tidt synes uretfærdigt og grusomt, og hvor har man tit svært ved at tro, at der dog altid er en god Hensigt bagved.

Jeg fik i Gaar Brev fra Misse; og jeg blev saa glad, for jeg syntes, hun gav saa gode Haab. Derpaa gik jeg hen at holde Jul med en Del gode Danskere som er her; vi blev seksten ialt, og vi sang de gamle Julesalmer og læste Julebudskabet, og Stemningen var saa god, fordi vi allesammen havde de samme Længsler. Da jeg kom hjem derfra, var just Brevet kommet.

— Nu er det Juleaften, og det bliver nok en besynderlig.Man synes det lyder som Ironi i Aar, at den er Fredens Fest. Ingen Juleklokker kimer hernede. Og en Gang i Nat, naar Stjernerne staar højt paa Himlen, saa maa jeg vel liste mig ud med skarpladt Gevær og opplantet Bajonet og ligge Lyttepost foran Franskmanden, kommer han saa skal jeg skyde, saa alarmeres Hæren vidt og bredt, og jeg maa se at hytte mit eget Skind. Der er dem, der mener, at han kommer i Aften, men jeg tror det ikke, for jeg synes, det vilde være en Skændsel mod hele Kristendommen.

Ved godt Mod? Ja, det er jeg paa en Maade, skønt jeg nu længes meget mere efter at komme hjem og være hos Jer i disse tunge Dage.

Men ellers er jeg ved temmelig godt Mod. Jeg har undredes over mig selv; tit har jeg været nervøs over mange uselig smaa Ting; men i Kugleregnen har jeg den koldeste Selvbeherskelse og Omtanke; det gør mig ikke bange·, om de slaar Gnister mod mit Geværløb — og det vil være min store Hjælp . . .

Dette mærkelige Aar 1914 fik en daarlig Udgang; men nu sætter vi Haabet til det ny Aar, der kommer; det vil sikkert begynde med en dejlig Morgenrøde, og saa vil det maaske til Gengæld bringe os uanede Glæder. Man maa lære at være stor i Sorgen som i Glæden og bære dem begge i Taalmod. I maa trøste Christian og de smaa Børn, for Tabet er størst for dem, ja gid jeg kunde give dem et godt nyt Aar.

Julemorgen.

Saa gik den Nat. Vi stillede dobbelt saa mange Poster som enhver anden Nat.

Det var det dejligste, dejligste Vejr, med høj blaa Stjernehimmel og Maane. Og da begyndte det at tone for mig: Dejlig er den Himmel blaa — paa Stjernetæpper lyseblaa, — skal glade vi til Kirke gaa — og saa fulgte alle de dejlige Salmer, jeg har kunnet fra min Barndom af, og som jeg som Barn har maattet fremsige Juleaften.

Pludselig syntes jeg, der var nogen som sang — virkelig — ikke ovre hos Franskmanden — nej, til Højre i andet Kompagnis Skyttegrav — »Glade Jul, dejlige Jul«, sang de.

Da Morgenen gryede bag Skovene, laa Landet hvidklædt af Rimfrost ... Og nu har jeg siddet og læst i en lille Bog, som Holger Fink 1) har sendt mig og jeg synes, den hjælper saa meget. Der staar i den, at skal Mennesket have en stor Sorg, saa maa man næsten ønske man fik den til Jul, for da er Himlen ligesom meget nærmere ved Jorden end ellers og da har man Trøst i det dejlige Julebudskab. Vi har faaet en stor Sorg nu lige til Jul — en Ulykke kommer kun sjældent alene — men vi maa se at hjælpe hinanden at bære den. Mig skal I ikke være bange for. Her er absolut ingen Fare mere. Nu har vi bombefri Dækninger over hele Linjen, og naar der ikke forleden Aften i den forfærdelige Kugleregn saaredes en eneste, saa kan man antage det samme om Fremtiden.

— Vi har ligget i Fare for at skulle forskydes mod Øst, ad Elsas til; men den Troppeforskydning kommer vi sikkert ikke med; her vil der foreløbigt blive roligt.

Og jeg skal nok sørge for at dække mig. Den Slags Ture, som Jens har haft, vil foreløbig slet ikke forekomme hos os, da vi ligger i faste Stillinger. Jeg er ikke at beklage paa nogen Maade. Man maa jo være glad, at man faar Lov til at opleve noget stort; under Farer og i Trængsler saa modnes man. Og har man redet den af, saa er man vel i Stand til at modstaa flere Storme; og har man kunnet vaage her i de lange Nætter og skærme de Sovende mod Overfald, saa kan man vel herefter vaage over et Hjem, naar Gud vil give en et saadant.

Der er saa meget, som jeg vilde skrive om: men det er saa tungt, og jeg har saa svært ved at skrive. Det har aldrig faldet mig saa svært som nu, siden den Dag jeg maatte trække i Trøjen. Da var det med et, som blev man en hel anden; man kom ind under en anden Moral; Civilisationen hørte op. Jeg troede at her i Fronten saa man noget større paa Tingene, da man dog aldrig bliver omtalt anderledes end: »unsere lieben Feldgrauen« o. s. v.

Jeg har ingen af dem truffet hernede endnu. Her i vor Afdeling af Hæren er der ikke andet end: »Bommels, Mistrich, Drechluders«, og den Slags Ting, og man maa undre sig over, hvad det er for en Hær, der kæmper for Fædrelandet.

Her arbejdes der Juledag som enhver anden Dag, og det trods vi har vaaget næsten hele Natten. Jeg har lige været i Byen for at slæbe Byggemateriale; men jeg er nu stukket af, saa kan de gøre hvad de vil, for Juledag har vi Fred.

Her spørges ikke efter, om man har faa eller mange Kræfter; jeg maa tage mine Jærnbanesveller saa godt soms. 48den stærkeste Knokkel, og saa er det underligt, at vi Ersatzreservister, som gennemgaaende er mindre stærke, altid bliver sat til den Slags Ting. —

Mange, mange Tak for alle de Pakker jeg har faaet. Jeg skulde næsten ligge en hel Uge i Reserve for at faa svaret paa alle de Breve. Vil I ikke undskylde mig, naar der er nogen, der klager over, at de ikke hører fra mig, for det er næsten uoverkommeligt.

Læs videre her: Kresten Andresen - Breve fra 1. verdenskrig

1. Når der ad ærlig vej er gennemført en fredstraktat, må der ikke træffes nogen hemmelig international overenskomst af nogen art, men diplomatiet skal altid føre sine handlinger åbent og for offentlighedens øjne.

2. Absolut frihed for skibsfarten på havene uden for de territoriale farvende, såvel i krig som i fred, undtagen når havene er helt eller delvis lukket ved international foranstaltning til gennemførelse af internationale overenskomster.

3. Så vidt mulig fjernelse af alle økonomiske skranker, lige handelsbetingelser for alle nationer, der enes om freden og danner en sammenslutning til dens opretholdelse.

4. Passende garantier gives og tages for, at de nationale rustninger bliver indskrænket til det mindstemål, der er nødvendigt for landenes sikkerhed.

5. En fri, oprigtig og absolut upartisk ordning af alle koloniale krav, en løsning, der hviler på streng overholdelse af det princip, at ved afgørelsen af sådanne suverænitetsspørgsmål skal de pågældende befolkningers interesse have lige så stor vægtsom de berettigede krav for de stater, hvis adkomst skal afgøres.

6. Hele det russiske område skal rømmes, og der skal tilvejebringes en sådan løsning af alle spørgsmål, der angår Rusland, at det kan få sikkerhed for den bedste og frieste samvirken med de andre nationer i verden ved at skaffe det en uhindret og utvungen lejlighed til uafhængigt at bestemme over sin egen politiske udvikling og nationale politik og sikre det en oprigtig og velment modtagelse i de frie nationers samfund under dets selvvalgte institutioner; ja, mere end en velment modtagelse, også bistand af enhver art, som det måtte trænge til og selv måtte ønske. Den behandling, der i de kommende måneder vil blive Rusland til del fra dets søsternationers side, vil blive prøvestenen på deres gode vilje, deres forståelse af Ruslands nød som adskilt fra deres egne interesser og på deres klogskab og uegennyttige sympati.

7. Hele verden vil være enig om, at Belgien skal rømmes og genrejses uden noget forsøg på at begrænse den suverænitet, det nyder sammen med alle andre frie nationer. Ingen anden enkelt handling vil som denne tjene til at genoprette tilliden blandt nationerne til de love, som de selv har indsat og bestemt til at lede ordningen af deres indbyrdes forhold. Uden denne helbredelsesakt vil folkerettens hele bygning og kraft for bestandig være svækket.

8. Hele det franske landområde skal frigives, og de dele, hvor fjenden er trængt ind, genrejses, og den uret, der i 1871 blev tilføjet Frankrig af Preussen med hensyn til Elsass-Lothringen, og som i næsten 50 år har gjort verdens fred usikker, skal gøres god igen for, at freden på ny kan blive gjort sikker i alles interesse.

9. En regulering af Italiens grænser skal gennemføres efter nationalitetslinjer, der tydeligt lader sig erkende.

10. Østrig-Ungarns folk, hvis plads blandt nationerne vi ønsker at se garanteret og sikret, skal indrømmes den frieste mulighed for udvikling under selvstyre.

11. Rumænien, Serbien og Montenegro skal rømmes, de besatte områder genrejses; Serbien skal have fri og sikker adgang til havet, og de forskellige balkanstaters indbyrdes forhold skal ordnes ved venskabelig drøftelse efter de historisk givne retningslinjer for samhørighed og nationalitet; der skal gives internationale garantier for de forskellige balkanstaters politiske og økonomiske uafhængighed.

12. De tyrkiske dele af det nuværende osmanniske rige skal garanteres sikker suverænitet; men de andre nationaliteter, der nu står under tyrkisk herredømme, skal have garanti for utvivlsomsikkerhed for deres liv og absolut uhindret lejlighed til autonom udvikling. Dardanellerne skal til stadighed være åbne som fri passage for alle nationers skibe og handel under internationale garantier.

13. Der skal oprettes en uafhængig polsk stat, som skal omfatte de områder, der bebos af utvivlsomt polske befolkninger, og den skal have sikret fri og tryg adgang til havet, og dens politiske og økonomiske uafhængighed og territoriale ukrænkelighed skal garanteres ved international overenskomst.

14. Der skal dannes en almindelig sammenslutning af nationer i henhold til særlige pagter med det formål at give gensidige garantier for politisk uafhængighed og territorial ukrænkelighed for stor såvel som for små stater.

Kilde: J. Bender og H.K. Gade: Mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig, 1984.

(...) Med 1. verdenskrigs udbrud begyndte den udvikling, der førte til afstemningerne i 1920 og den nye grænsedragning. Tyskland var i voldsomme økonomiske problemer efter afslutningen på 1. verdenskrig – og samtidig pressede venstrefløjen på som konsekvens af den russiske revolution. Efter et mytteri i den tyske højsøflåde i Kiel 3.-4. november (Matros Opstanden) spredte novemberrevolutionen sig på få dage til mange storbyer; overalt oprettedes arbejder- og soldaterråd som revolutionære magtorganer. 6. november 1918 nåede revolutionen Als, hvor Sønderborg fik sit eget soldaterråd. I München proklameredes 7. november Bayern som republik, og 9. november fik SPD’s leder, Friedrich Ebert, kanslerposten efter uroligheder i Berlin samtidig med, at kejser Wilhelm 2. abdicerer. Weimarrepublikken er på vej og august 1919 er er den første tyske demokratiske forfatning – Weimarforfatningen, en kendsgerning og Friedrich Ebert republikkens første præsident (...).

Kilde: ietGrænseland - sameksistens i grænselandet

Der er gaaet halvfemte Aar[1], siden jeg paa Aarsmødet i Haderslev sidst talte til mine Vælgere og Meningsfæller paa et offentligt Møde. Mellem da og nu ligger der vældige Verdensbegivenheder, som har kastet dybe Skygger hen over Nordslesvig og paaført os Trængsler som ingensinde før.

Vor Tanke skal i Dag først dvæle ved dem, der maatte drage i Felten. Henved 30.000 Nordslesvigere drog ud. Over 6.000 af dem er blevne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt saa mange Danske Livet, som Krigen i 1864. Spredt ud over Landene ligger nu vore faldne Brødres Grave. De findes i Ruslands susende Naaletræsskove og vidtstrakte Sumpe, langs Polens Floder og i Serbiens Dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

Særlig tæt ligger de i Frankrig i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over Landet til Flandern. Og mange har fundet deres sidste Hvilested i de store lukkede Jernkasser dybt paa Havsens Bund. Der var mellem dem en Ungdom med Guldglorie om Hovedet, begejstrede Idealister, evnerige Mænd, hvis Hjerner brændte af Længsel efter et Arbejde i vort Folks Tjeneste, og Tusinder af støtte, trofaste danske Mænd. Vi véd, hvor ofte og hvor gerne deres Tanker fandt Vejen herhjem. Censuren har undertrykt mange Feltbreve og lemlæstet andre. Og dog viser saa at sige alle offentliggjorte Breve derudefra, at Hjemmet var Lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde Tilværelse. Med hvilken Kærlighed omfattede de ikke til det sidste deres nære Paarørende, vort lille Folkesamfund og vort minderige Hjemland med al dets Ynde, dets Nutidstrængsler og Fremtidshaab. Vi siger: Ære være deres Minde!

Ud over Landet sidder nu deres Forældre, Hustruer og Børn, Fæstemøer, Slægt og Venner tilbage i Sorg og Savn. Mangt et Sind kan ikke finde Ro. Men Gud ske Lov! Ny lysner det i Øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lykkeligere og lysere Tid vil snart oprinde. Og da haaber vi, at ogsaa de, der er ramt haardest, vil kunde sige med Terje Vigen[2]: ”Stort har jeg mistet, men stort jeg fik Og saa faar Du ha’ Tak da Gud!” Efter Verdenskrigens Udbrud maatte det være vor politiske Opgave at søge det nordslesvigske Spørgsmaal løst ved den kommende Fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af Krigen som Sejrherre. Dette paalagde os en tilbagetrukken, afventende Holdning. Vort parlamentariske Arbejde samlede sig om Løsningen af Dagens smaa Opgaver.

Allerede i 1915, paa et Tidspunkt, hvor Tyskerne følte sig fuldt og fast overbevist om, at de vilde gaa sejrende ud af Verdenskrigen, og store Annektionsplaner stod paa Dagsordenen selv i liberale Kredse, henvendte en anset Videnskabsmand, der som Rigsdagsmand tilhører et af de liberale Partier, sig uopfordret til mig og sagde: “Ved Krigens Afslutning maa vi ogsaa se at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst. Kun ad den Vej kan Stemningen i de nordiske Lande blive bedre. Vi er mange, som tænker saaledes. Noget senere gav en anden Professor mig en Betænkning til gennemlæsning, hvori han, samtidig med at han krævede betydelige Annektioner i Øst og Vest, udtalte lignende Tanker om Nordslesvig. En tredie liberal Politiker, hvis Navn er kendt langt uden for Nordslesvigs Grænser, opfordrede mig paa et senere Tidspunkt til at foreslaa ham en bestem Grænselinje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev Sejrherre. Det lovede jeg, men Løftet er aldrig blevet indfriet, fordi Forudsætningen for dets Indfrielse: Tysklands Sejr, udeblev.

Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk Blad er fremkommen Hentydninger til, at jeg i min politiske Virken i den senere Tid har følt mig bunden af tidligere Aftaler med tyske Politikere. Dette er absolut ikke Tilfældet. Jeg staar, som jeg altid har staaet, frit og uafhængigt til alle Sider, og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste Overbevisning om, hvad der tjener den danske Befolkning i Nordslesvig bedst. Jeg mindes en Dag i Marts. Min ven Landdagsmand Nis Nissen og jeg deltog efter særlig Indbydelse i en Festlighed for en Kollega, som fyldte 70 Aar. Kloppenborg Skrumsager[3] var i de Dage hjemme.

Jeg kom her, efter at Bordet var hævet, i Samtale med en Kollega, med hvem jeg i flere Aar har staaet paa en fortrolig Fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en Ministerpost, hvad han havde afslaaet, og var paa dette Tidspunkt særlig vel underrettet. Om faa Dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store Offensiv. Vi vil denne Gang naa langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en Særfred. Englænderne vil blive drevne bort fra Fastlandet. Undervandskrigen vil klare Resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnaa noget med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal, saa sæt Dem hurtigst muligt i Forbindelse med Regeringen og – han nævnte bestemte parlamentariske Førere. Saaledes var Stemningen i mange liberale Kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen Samtalen, og vi drøftede indgaaende Stillingen, men kom begge til det Resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende Holdning, indtil der forelaa sikre Kendsgerninger.

Saa begyndte Kejserslaget, som Hindenburg og Ludendorff[4] i deres urokkelige Sejrsbevidsthed døbte den nye Offensiv. Men det varede ikke længe, før den gik i Staa. Og saa kom det franske Modstød. Tilbagetoget begyndte. I førstningen opfattede Tyskerne det som en snild Manøvre af deres sejrsvante Feltherrer. Derefter slog de deres Lid til Hindenburg-linien.[5] Men Troen paa, at de kunde vinde sejr, brast. De maatte længere tilbage, og nu blev Kravet om en Forsonings- og Forstaaelsesfred Dag for Dag stærkere. Løsenet var: Vejen til en Forstaaelsesfred gaar over Tysklands Demokratisering og Parlamentarisering. Grev Hertlings[6] Nølen vakte stærk Uvilje. Hans Stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage. Jeg sad i finansudvalget den Dag, Vicekansler Payer oplæste det kejserlige Reskript om Hertlings Afskedigelse. Vi stod alle under Indtrykket af, at vi kun havde en indre Krise og regnede med en Regering, som skulde fremtvinge den preussiske Valgretsreform ved Landdagens Opløsning. Møderne udsattes, og jeg rejste hjem for at forberede Landdagsvalgene. To Dage senere var jeg atter i Berlin.

De første to Kolleger, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøftede – Provinsen Posens Indlemmelse i Polen. Hvad var det sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings Fald i en Depeche forlangt, at den nye Regering skulde dannes med Fredsslutning for Øje, da de ikke kunde garantere for, at Fronten kunde holdes længere end fjorten Dage. Saa dannede Prins Max af Baden[7] en Regering af Flertalspartierne indbefattet Socialdemokraterne og de Nationalliberale med den Opgave hurtigst muligt at slutte Fred paa Grundlag af Wilsons Program. Dermed havde vi faaet et fast Udgangspunkt for vor Stræben efter at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst ved Fredsslutningen. Et Par Dage efter forebragte jeg Sagen for en høj Embedsmand i Udenrigsministeriet. Vore Forhandlinger fortsattes under en senere Sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg vilde fremdrage Sagen i Rigsdagen, saa snart der bød sig en Lejlighed. Jeg havde samtidig sammenkaldt Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad til et Møde i Flensborg, hvor jeg klarlagde Stillingen, og Foreningen i Tilslutning dertil traf Aftaler og fattede Beslutninger. Den 24. Oktober holdt Udenrigsminister Dr. Solf derefter en Tale, hvor han erklærede, at Tyskland loyalt vilde opfylde Wilsons Program i alle Retninger og alle Punkter og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.

Men derefter afviste han skarpt alle danske Krav, som støttede sig på Pragfredens § 5. Jeg sad paa min Plads og gjorde nogle Notitser for atter at melde mig til Ordet. Da kom én af de højeste Embedsmænd i Udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at den indledende Del af Udenrigsministerens Erklæring ogsaa tager Sigte paa Nordslesvig. Hvad Regeringen bestrider er blot, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Derefter frafaldt jeg Ordet. Denne Erklæring var mig nok. Jeg affattede derefter det Opraab, som vore Organisationer har underskrevet, for dermed at give Regeringen Lejlighed til en videre Udtalelse, som kunde klarlægge dens Standpunkt i fuld Offentlighed. Opraabet offentliggjordes sidste Torsdag, og Møderne her paa Folkehjem blev indvarslet.

Imidlertid var Demobiliseringen begyndt, og Torsdag Aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at naa hertil i rette Tid. Postgangen er daarlig, og jeg kunde derfor ikke afvente Opfordringens Ankomst til Berlin, før jeg paany forelagde Sagen for Regeringen. Dette skete i Onsdags overfor Folkekommissærerne Haasse og Scheidemann. Forhandlingerne førte til et tilfredsstillende Resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske Blade med vore Organisationers Opfordring, som straks blev Udenrigsminister Solf forelagt for at han kunde tage Standpunkt til den.

Og dette har han nu med den samlede Regerings Billigelse gjort i følgende Skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i Dag: “Udenrigsministeriet. Berlin, den 14. november 1918. Meget ærede Hr. Rigsdagsmand Hanssen!

Til Indholdet af det af mig af Deres Højvelbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer, maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen den 24. Oktober dette Aar. Den tyske Regering staar derefter paa det Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret. Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk. Idet jeg udtrykker min mest udmærkede Højagtelse.

Deres Højvelbaarenheds ærbødige (signeret) Solf”

Dermed har vi nu et fast Udgangspunkt for vort videre Arbejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende Dage er, at jeg paa den danske Befolknings Vegne gennem den danske Gesandt i Berlin retter en Bøn til den danske Regering om, at vort gamle Fædreland vil modtage os, naar vi nu snart i Henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede Folkeafstemning udtaler vort Ønske om atter at blive forenet med Danmark. Samtidig vil vi bede den danske Regering om at foretage de Skridt, der vil være nødvendige, for at Sagen kan blive afgjort under de forestaaende Forhandlinger om Verdensfreden.

Vore Ønsker med Hensyn til Afstemningen har Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad udtrykt i følgende Resolution, som er vedtaget med 57 Stemmer mod 2.

Disse 2 Medlemmer har dog ogsaa tiltraadt Resolutionen for Nordslesvigs Vedkommende, men taget et bestemt Forbehold overfor sydligere Distrikter, specielt Flensborg By. Resolutionen lyder saaledes: En ny Tid er nu ved at oprinde. Den vil stille os over for store Opgaver. Vi har allerede i disse Dage nedsat en Række Udvalg, som skal forberede deres Løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres Arbejde. Men ved Siden af disse Opgaver af rent praktisk Art vil den nye Tid ogsaa stille andre Opgaver.

Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede I.P. Junggreen.[9] De vil endnu mindes, at der var et Ord, som han aldrig blev træt af at foreholde vore Modstandere. Det var det gamle Bibelord: Hvad du vil, at Andre ikke skal gøre imod Dig, det skal Du heller ikke gøre imod dem! I den Tid, vi nu gaar ind i, vil vi faa Lejlighed til at vise, at vi ogsaa anerkender dette Ord som forpligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestaa denne Prøve. Og saa vil jeg blot endnu til Slut udtale, at det er min faste Overbevisning, at vi nu snart vil naa frem til en Tid, hvor vi af fuldt Hjerte vil kunne synge med Bjørnson[10]:

”Alt, hvad Fædrene har kæmpet Mødrene har grædt,

Har den Herre stille lempet,

Saa vi vandt vor Ret.” 

Her i tekst fra Danmarkshistorien.dk

Resolutionen fik afgørende betydning for placeringen af den dansk-tyske grænse. Linjeføringen følger den såkaldte Clausen-linie, som tager hensyn til de faktiske sproglige forhold i Slesvig.

Samtidig løste resolutionen et alvorligt problem for den danske rigsdag, der på dette tidspunkt efter det tyske kejserriges sammenbrud efter 1. verdenskrig befandt sig i et alvorligt dilemma. På den ene side kunne man indgå direkte underhåndsaftaler med den tyske regering om grænsedragningen og derved sikre, at grænsedragningen ikke gav anledning til senere tysk revanche, men i konsekvens heraf risikere, at blive anset for allieret med Tyskland.

På den anden side  kunne man overdrage grænsedragningen til en international kommission, men dermed risikere, at grænsedragningen kunne give anledning til senere tyske krav om grænserevision. Den danske rigsdag besluttede på et lukket møde den 23. oktober 1918 at forholde sig forsigtigt og afvente en udspil fra nordslesvigsk side. Aabenraa-resolutionen er dette udspil.

Efter at Vælgerforeningen for Nordslesvig den 17. november var blevet enige om indholdet, holdt H.P. Hanssen en berømt tale fra Folkehjems balkon, hvor han over for 3.000 fremmødte sønderjyder gav forhåbningen om en snarlig Genforening med Danmark konkret indhold.

Denne resolution fik afgørende betydning for de efterfølgende forhandlinger og begivenheder. 

Kilde: Grænseforeningens leksikon

Aabenraa-resolutionen i sin helhed:

1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en line, som går fra sydpynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusådalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Slogs og Kær Herred Skelbækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig eller b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år eller c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

4. Stemmeretten udøves skriftligt under former, som sikrer hver enkelts frie viljestyring. De hidtilværende myndigheder må ikke øve indflydelse på afstemningen.

5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

61 underskrifter bekræftede resolutionen. Chr. Ravn og P. Budach ønskede følgende passus tilføjet: “Undertegnede tiltrådte derefter resolutionen med den tilføjelse, a) at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, om end ikke til det danske Nordslesvig, b) at den eventuelle afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig”. 

Tekst her fra Grænseforeningens leksikon

"Kommissionen fik det officielle navn "Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig" eller blot CIS.

England og Frankrig udnævnte deres ambassadører i København til medlemmer af kommissionen, nemlig Sir Charles Marling og den franske digter Paul Claudel. Endvidere skulle den norske og svenske regering udpege hvert et medlem. Det blev den norske telegrafdirektør Thomas Heftye og den svenske lensmand Oscar von Sydow. Et femte sæde i kommissionen stod til rådighed for USA, der dog aldrig ratificerede traktaten. Som generalsekretær for kommissionen fungerede den indflydelsesrige englænder Charles Brudenell-Bruce. Marling og von Sydow forsøgte at holde sig upartiske mens Heftye vurderedes som dansk-venlig og Claudel som klart tyskfjendtligt indstillet.

Fra august 1919 forberedte CIS sig til opgaven i København, i øvrigt med kontorer i Grænseforeningens bygning, Peder Skrams Gade nr. 5. Forberedelserne omfattede forvaltningen af paskontrol, post-, told- og skattevæsen samt fødevareforsyning i begge afstemningsområder. (...)

Kommissionen traf en række personafgørelser, således at de ledende tyske forvaltningspersoner måtte fratræde og erstattes af amtmænd m.fl. udpeget af kommissionen. Borgmester Dr. Todsen i Flensborg blev erstattet af grosserer Karl Holm mens den tidligere tysksindede Waldemar Sørensen, der nu pludselig blev dansksindet, blev udpeget til politichef i Flensborg mens den danske officer Daniel Bruun blev udpeget til politichef for hele afstemningsområdet (...)

Versailles-fredstraktaten trådte i kraft den 10. januar 1920 og de tyske tropper skulle umiddelbart efter forlade afstemningsområderne. I stedet indsattes i løbet af januar måned allierede besættelsestropper, bl.a. franske alpejægere i Haderslev og engelske soldater i Aabenraa. I Flensborg forlod de tyske tropper byen den 24. januar, og i stedet rykkede allierede tropper ind på Duborg-kasernen og på marineskolen Flensborg-Mürwik, hvilket gav anledning til stærke tyske manifestationer.

Den 26. januar ankom CIS med nattoget til Flensborg og opslog hovedkvarter på Hotel Flensburger Hof lige over for banegården. Fra hotellets tag vajede i de følgende måneder det britiske, franske, norske og svenske flag.

Kommissionen håndterede sit mandat klogt ved at inddrage tidligere både tyske og danske embedsmænd i forvaltningsopgaverne. Dermed sikrede man sig, at de nationalpolitiske modsætninger ikke optrappedes unødigt. Blandt de mere opsigtsvækkende beslutninger var udvisningen af Dr. Todsen fra afstemningsområdet, den midlertidige lukning af "Flensburger Tageblatt" og forbud mod flagning i zone 2.

(...)

Kilde: Grænseforeningens leksikon

I Medfør af Artikel 109 i den 28. Juni 1919 i Versailles undertegnede og 10. Januar 1920 i Paris ratificerede Fredstratktat mellem de allierede og associerede Magter og Tyskland skal Grænsen mellem Tyskland og Danmark drages i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker. I Henhold til denne Bestemmelse har den internationale Kommission – sammensat af de undertegnende Kommissærer og udnævnt i Henhold til nævnte Artikel med det Formaal at foretage en Folkeafstemning til Fastsættelse af den nye Grænse – fra Dags Dato at regne overtaget den almindelige Forvaltning i de Distrikter, der i dette Øjemed er afgrænset i Fredstraktaten.

Den højeste Myndighed er hos Den internationale Kommission.

Den Magt og Myndighed, der hidtil indenfor de forskellige Forvaltningsgrene er udøvet af tyske administrative Myndigheder, som har haft Sæde udenfor disse Distrikter, udøves af Kommissionen selv eller under dens Kontrol, og Kommissionen har, som nedenfor fastsat, truffet Foranstaltninger til at erstatte de øvrige højere tyske Embedsmænd, der efter Fredstraktatens Bestemmelser skal fjernes.

Kommissionen byder og befaler alle de Myndigheder, Embedsmænd og offentlige og kommunale Tjenestemænd af enhver Art, der forbliver i Udøvelsen af deres Funktioner, at bistaa Kommissionen i dens Gerning og at vise saavel den som de Embedsmænd, den udnævner, fuldkommen Lydighed og retskaffen Tjeneste.

Kommissionen ønsker, at den lokale Administration af disse Distrikter, den dømmende saavel som den udøvende Myndighed, skal foregaa som hidtil med de mindst mulige Forstyrelser. Anhængiggørelse eller videre Forfølgelse af Processer af politisk Art er dog afhængig af Kommissionens Godkendelse.

De Forandringer, som Myndighedens Overgang til Kommissionen maatte gøre nødvendige, og alle de Regeringsforanstaltninger, som denne maatte anse for hensigtsmæssige, saavel som de Bestemmelser, der kræves til Gennemførelse af en fri og retfærdig Afstemning, vil blive bragt til Befolkningens Kendskab ved Forordninger, der offentliggøres i de officielle Tidender og Aviserne og opslaas paa offentlige Steder.

Alle saadanne Forordninger har Lovskraft.

Det tyske Militær skal fjernes i Henhold til Fredstraktaten og erstattes ved Troppestyrker, der af de allierede og associerede Magter er stillet til Disposition for Kommissionen. Hovedkommandoen over disse Styrker, til Vands saavel som til Lands, er overdraget til den britiske Admiral, der handler paa Kommissionens Forlangende og under dens Autoritet.

De tyske Troppers og Myndigheders Rømning af Afstemningsomraadet, der er fastsat i Fredstraktaten, anses at være fuldendt 20. Jan. 1920, fra hvilken Dag altsaa den i Artikel 109,3 nævnte Tidsfrist for Folkeafstemningen begynder at løbe.

Kommissionen opfordrer alle Befolkningsklasser i de Distrikter, som staar under dens Forvaltning, til loyalt at virke med til Opretholdelse af Lov og Orden.

København, 10. Jan. 1920. 

Kilde: Grænseforeningens leksikon.

Haderslebener Kreisblatt

Haderslev, den 14. januar 1920 52. årgang

Landrådens afsked i Haderslev

Med denne dag har jeg nedlagt mine embeder for med fortrøstning at tjene mit hårdtprøvede fædreland på anden vis i dets fremtidige udvikling. Med bevæget hjerte tager jeg afsked med mine medarbejdere og beboerne i Haderslev amt, fyldt af taknemlighed over den venlighed, tillid og hjælp, som har muliggjort og lettet min embedsførelse.

Efter en kort fredsperiode blev det mig beskåret at lede forvaltningen i dette amt i de lange svære krigsår. Nøden bevirkede, at jeg på det menneskelige plan kom meget nærmere mange af amtets beboere. På den anden side kom jeg på grund af de vanskelige erhvervsmæssige og politiske forhold til at afgøre mange meningsforskelle. Men jeg har altid fundet forståelse og agtelse, også når min opfattelse har været afvigende, ligesom jeg på min side har bestræbt mig på at udvise retfærdighed over for afvigende opfattelser. En sådan kamp på meninger på begge sider har aldrig ført til krænkelser eller fornærmelser, derfor kan jeg tage afsked med følelsen af at efterlade anderledes tænkende, men ingen fjender.

Som fra en anden hjemstavn tager jeg afsked fra dette land, hvor mit livsarbejde skulle være lagt, hvor mine børns vugge stod, hvor jeg har fundet lykke og tilfredshed i rigt målestok og har lært prægtige mennesker at kende. Gud beskytte dette land og dets beboere.

Haderslev den 13. januar 1920

Friherre Loew v.u. zu Steinfurth

APENRADER KREISBLATT,

Apenrader Kreisblatt, den 17. januar 1920,

Teksten fra: RIGSARKIVET Aabenraa (2019); tidslinje Genforeningen 1920

Landrådens afsked i Aabenraa

I henhold til foreskrifterne i fredstraktaten fratræder jeg fra i dag mit embede som landråd i Aabenraa amt. Det ligger mig på sinde at udtrykke min oprigtigste og hjerteligste tak til alle, som har mødt mig med tillid og som ved trofast medarbejderskab har lettet min embedsførelse i en svær tid.

Tungt hviler trykket af de nuværende forhold på hele det tyske folk, og særlig hårdt på befolkningen i grænseområderne, der trues med at blive løsrevet fra det tyske fædreland. På grund af en kunstig og uretfærdig afstemning skal Aabenraa amt sammen med den tyske Nordmark lide denne sørgelige skæbne ved et lumpent misbrug af folkenes selvbestemmelsesret. Slesvig-holstenernes dybtindgroede samhørighedsfølelse og den urokkelige tro på en ældgammel svoren ret vil imidlertid være stærkere end den nutidige vilkårlighed.

Jeg er overbevist om, at Aabenraa amts tyske befolkning i by og på land aldrig vil lade sig berøve denne bevidsthed, og at de altid vil bekræfte og højagte deres tyske sindelag, deres tyske følelse og tanke. Enhver bør være sig bevidst, at det gælder om ikke at tabe modet og om at holde ud til ”en skønnere morgen gryer”

Aabenraa den 17. januar

Siemon

10. FEBRUAR 1920. OVERRASKELSE: KNEBEN DANSK SEJR I BURKAL SOGN

Klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var et bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

Originalkilde: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Senest offentliggjort www.denstorekrig1914-1819.dk

10. FEBRUAR 1920. AFSTEMNINGSDAGEN I SKÆRBÆK: “NU ER FRIHEDENS, HJEMFÆRDENS DAG KOMMEN.”

Artikel klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland

Nicolai Svendsen gengiver i bogen “Tiende Februar” indtryk fra afstemningsdagen i Skærbæk.

I Skærbæk samledes tidlig paa Formiddagen en stor Skare af Byens Mænd og Kvinder sammen med de Tilrejsende for Klokken 8 at overvære det højtidelige Øjeblik, da gamle Postmester Godske Hansen skulde hejse Flaget paa Torvet.

Dr. med. H. Lausten-Thomsen udtalte ved denne Lejlighed:

»Her paa Torvet stod en ‘Januardag for 71 Aar siden Egnens Bønder opstillede med Ryggen mod Timmerefter beseglede de i Brøns deres Troskab med deres Blod.

Da var Godske Hansen en ni Aars Gut. Han mindes den Tid med Stolthed og taler tit om den. Om et Øjeblik hejser han nu Byens Flag over vore Hoveder. Til Lykke med det! Det betyder, at nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.

Og saa hejser unge Mænd og Kvinder vore to ældste frie Brødrefolks, det svenske og det norske Flag — Islands og Finlands har vi desværre ikke — og vore Befrieres Flag.

Vi ser op til dem med Tak og Glæde, men midt i Glæden hvisker Vemod igennem vort Sind. Vi tænker paa dem, der blev derude paa Frankrigs Slagmarker, i Ruslands uendelige Skove og Sletter, mellem Balkans og Alpernes Bjergkæder, i det hellige Land og ved det yderste Hav.

Fra Kl. 10 til 11 sænker vi Flagene paa halv Stang til deres Minde og Ære.

Men efter Nat følger Dag; hver Morgen frembryder atter den gyldne Sol, og i Dag staar vi i den genvundne Friheds Morgenrøde.

Vi vil i Dag med vor Stemmeseddel vise, at vi har det samme Sindelag som Bønderne paa Skærbæk Torv i 1849.

Vi skal sætte Slutstenen i den Mur, der hegner Danmarks Gaard og gøre Ende paa en tusindaarig Kamp. Vi skal med vor Stemmeseddel skaffe nye og bedre Vilkaar for kommende danske Slægter, fri dem ud fra Tryk og Tvang, hjælpe dem til fri og sund Vækst under Dannebrog. Vi skal skaffe vort danske Flag Lov og Ret til i kommende Aarhundreder at vaje over et frit dansk Sønderjylland.

Vi vil hjem til Danmark. Vi vil i Dag være med til at bære vort Land ind i en lys og god Fremtid.

Hvad der er godt, vil vi elske dobbelt, naar det er dansk; men hvad der er ondt, vil vi hade tifold, hvis det er dansk.

Vi vil, Danmark, klynge vor Sjæl til dig, og vor Tunge skal prise dit Navn, vi vil lægge alle Kræfter i for at tjene din Ære.

Et nifoldigt Hurra for Danmark. Leve Danmark, vor Moder!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Senest udgivet denstorekrig1914-1918.dk 

10. FEBRUAR 1920. AFSTEMNINGSDAGEN FORLØBER ROLIGT I HADERSLEV

Artikel klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland.

Den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen berettet om afstemningsdagen i Haderslev og omliggende kommuner.

”Den 10. Februar oprandt med Regn og Rusk og stærk Blæst.

Da ved Ottetiden om Morgenen de Tusinder og atter Tusinder blottede deres Hoved, mens Dannebrog for første Gang officielt gik til Vejrs overalt i Land og By, var det endnu nogenlunde Opholdsvejr.

Men Vinden tiltog i Styrke op ad Dagen; Regnen faldt til Tider i stride Strømme; de nye Flag hev og sled i Snore og Stænger og smældede om Kap med den farende Blæst.

Uvejret voldte maaske hist og her lidt Forstyrrelse i Festen; men paa selve Afstemningen havde det naturligvis ingen Indflydelse. Det bidrog sit til, at Dagen vil huskes.

En stor Del af de danske Vælgere deltog i en kort Andagt i Kirken, før de begav sig til Afstemningslokalet. Pigespejdere gik i Flok og Følge til Kirkegaardene, hvor de nedlagde Kranse paa danske Føreres Grave.

Henad Klokken 10 blev jeg tilfældigt afhentet af Folketingets Formand Pedersen-Nyskov, som i Dagens Anledning var kommen til Byen, og Kontorchef Andreas Thulstrup fra Haderslev, der var ansat i Det sønderjydske Ministerium.

Vi fulgtes ad til Raadhuset. Her var Gange og Trapper allerede saa tæt besatte, at det var vanskeligt at bane sig Vej til den store Sal, hvor jeg skulde afgive min Stemme.

Jeg ser endnu for mig siddende paa en Afsats i stoisk Ro den trofaste gamle Skræddermester Birkedal.

»Hvad sidder De der efter, Birkedal?« spurgte jeg.

»A venter paa Restanterne!« svarede han. Det var de danske Vælgere fra et bestemt Distrikt, som Kommunalforeningen havde betroet til hans Varetægt.

Der var ikke Tale om nogen som helst højlydt Demonstration eller om indbyrdes Rivning mellem Danske og Tyske. Begge Parters Tillidsmænd kom og gik og røgtede roligt og besindigt deres Hverv, der bestod i at drage Omsorg for, at alle mødte Mand af Huse. Men Folk kom saamænd villigt.

Efter faa Timers Forløb havde de fleste gjort deres Pligt.

Det var et højtideligt Minut, da man endelig inde i Aflukket lagde den lille hvide Seddel med Paatrykket »Danmark« i Konvolutten. Min Pen svigter overfor dette Øjeblik, som hele denne Redegørelse med alle dens Enkeltheder har taget Sigtepaa. Man kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at mange var stærkt grebne af Situationens Alvor, af denne lille Handling, som to Slægtled havde drømt om, og som nu i Dag blev til Virkelighed som meget andet mærkeligt i disse Dage — ikke blot en sælsom Oplevelse, men selve det store Eventyr i al sin enkle formelle Form.

Den danske Flagning i Haderslev var almindelig. En Del Butikker havde pyntet smukt med rød-hvide Dekorationer.

Nogle Facader var helt dækkede af Dannebrog. Af tyske Faner saas næppe saa mange, som man havde ventet. Fra de offentlige Bygninger vajede ingen Flag; det var forbudt. Derfor maatte ogsaa de preussiske Faner, som man havde hængt ud paa Seminariet og Præparandskolen, tages ned.

Trods det ublide Vejr var der megen Færdsel paa Gaderne. Udefra kom talrige Besøgende for at se, hvordan vi klarede os, blandt andre Højskoleforstander Jacob Appel, der var udset til at beklæde Embedet som Skoledirektør i Sønderjylland, og Politidirektøren, Kaptajn Daniel Bruun.

Jeg sad næsten hele Dagen paa mit Kontor paa Raadhuset for at have Rede paa, at den gode Orden blev overholdt. Det var sikkert heldigt, at Den internationale Kommission havde udstedt Forbud mod Udskænkning af berusende Drikkevarer paa Afstemningsdagen.

Lidt Gnidning kunde naturligvis ikke undgaas.

Den franske Kaptajn sendte saaledes Meddelelse om, at et Par unge Tyskere havde haanet hans Flag og talt uærbødigt om Franskmændene. Han havde derfor anholdt dem og krævede dem straffede.

Det blev ogsaa meldt, at Alpejægerne gjorde Gengæld ved Forsøg paa at fjerne nogle tyske Flag, ligesom enkelte tyske Tilrejsende klagede over, at franske Soldater havde set sig vrede paa deres Emblemer.

Paa den anden Side havde danske Vælgere vitterligt været udsatte for tysk Overlast.

Det var jo i og for sig efter Omstændighederne kun ubetydelige Optrin, og de havde langt fra det Omfang, som tyske Blade senere vilde tillægge dem. Vort lokale Politi var fuldkommen i Stand til at opretholde den nødvendige Orden. Derfor opsøgte jeg sammen med Kaptajn Daniel Bruun den franske Kaptajn Cuny og formaaede ham uden større Vanskelighed til hele Eftermiddagen og Aftenen at holde Alpejægerne indenfor Kasernens Enemærker.

En Flok løse Eksistenser, som lavede Løjer i Havnekvarteret, blev hurtigt gjort uskadelige ved at blive sat bag Laas og Slaa, og jeg

husker ikke, at der efter at disse Forholdsregler var tagne, fandt Udskejelser Sted af nogen Art.

De i Byen hjemmehørende Tysksindede drog sammen med deres tilrejsende Gæster i en ret imponerende Procession gennem Gaderne, uden at det forstyrrede noget i den Stræben efter Korrekthed, som var paakrævet og virkelig blev udvist.

Der blev fortalt, at en og anden Tysker havde sat en skadefro Mine op ved Synet af forrevne Dannebrog. Hvis det var sandt, blev det fra dansk Side smilende tilgivet.

Senere gik de danske Pigespejdere i sluttet Trop gennem Byen. Begge Optog bidrog til at bringe lidt Liv i Gadebilledet, der ellers tog sig noget trist ud som Følge af Regntykningen.

Skønt denne Dags Begivenhed var den største historiske Tildragelse i vor Landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt. De, der havde Lejlighed til ved en Rundtur at se ind i Landdistrikternes Afstemningslokaler,vendte tilbage og fortalte, at Stemningen overalt var god, og at man ventede et smukt Resultat”.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Senest offentliggjort www.denstorekrig1914-1918.dk

Påskekrisen 1920

Med Tysklands nederlag i 1. verdenskrig var der åbnet mulighed for, at Danmark kunne få dele af de tabte områder (Slesvig) fra krigen i 1864 tilbage. Kongen og store dele af den borgerlige opposition ønskede hele Slesvig tilbage til Danmark, selv om en folkeafstemning i grænselandet viste, at grænsen skulle gå omkring Tønder, så Sydslesvig forblev tysk og Nordslesvig (i dag Sønderjylland) blev dansk. Regeringen respekterede afstemningsresultatet, men  kongen tilkaldte den radikale regeringschef Zahle og opfordrede ham til at gå af og udskrive valg.

Zahle nægtede, og kongen afskedigede ham. Socialdemokratiet og fagbevægelsen reagerede voldsomt og kaldte afskedigelsen for et statskup og truede med generalstrejke. 



Kongen udnævnte midlertidigt Liebe-regeringen, som var indstillet på at sætte hårdt imod hårdt over for truslen om generalstrejke. I nogle kritiske døgn tilspidsedes situationen, der var demonstrationer i gaderne og regeringen trak militærstyrker til hovedstaden. På Amalienborg slotsplads stillede en folkemængde sig op og krævede republikken indført.

Mens Liebe-regeringen forberedte sig på konfrontation og opfattede generalstrejkevarslet som bluff, var både kongen og de borgerlige politikere blevet betænkelige. 

 

Heller ikke de socialdemokratiske ledere var trygge ved de kræfter, der var sat i gang, og på denne baggrund var der grundlag for forhandlinger. Man nåede frem til et kompromis, hvor Liebe-regeringen blev afskediget og et nyt forretningsministerium udpeget med den opgave at udskrive nyvalg. Det var fagbevægelsen og Socialdemokratiet der stod tilbage som sejrherre.

Da krisen så småt var drevet over, ville politikerne forhindre, at kongen igen fik mulighed et lignende nummer igen. Derfor blev der indført en ny paragraf Grundloven, paragraf 39, der sørgede for, at kongen/dronningen ikke kan forhindre Folketinget i at mødes.

Kilde: his2rie.dk