Rundt om Genforeningen

Ny  grænse - og genforening

1866

Pragfreden 1866

Satiretegning 1866

Tegning: Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

  • Læs her om om §5 i Pragfreden 1866

    Artikel i Pragfreden af 1866 efter krigen mellem Preussen og Østrig, som Preussen vandt, hvorefter Slesvig blev indlemmet i Preussen. § 5 har ordlyden: Østrig overlader Holsten og Slesvig til Preussen “dog således, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark”.

    Paragraffen (…) fik stor betydning for sønderjydernes forhåbninger om at blive genforenet med Danmark, ikke mindst på baggrund af stemmetallene ved valget til den nordtyske grundlovgivende forsamling i 1867, hvor der var et markant dansk flertal nord for en linje syd om Flensborg i en sydgående bue op til Højer. (…) I forventning om en snarlig opfyldelse af § 5 førte de dansksindede landdagsmænd en konsekvent og uforsonlig protestpolitik og nægtede f.eks. at erklære deres loyalitet til den preussiske stat. § 5 blev ophævet i traktaten af 11. oktober 1878 mellem Østrig og Tyskland (…).

    Ophævelsen fik en chokagtig virkning (…). Bismarck ønskede at skræmme Danmark, hvilket lykkedes fuldt ud. Han var på dette tidspunkt stærkt irriteret over, at Christian 9.’s (dynastiske politik) (…)

    Ophævelsen af § 5 i 1879 gav stødet til en omfattende forsvarsbevægelse, og den fulgtes af en stærkt øget interesse for den danske folkegruppe i Slesvig. For den havde § 5 været som en vragdel, de klamrede sig til efter et skibbrud, men de opgav trods skuffelsen ikke håbet om en bedre fremtid.

    Som en af deres ledere, redaktøren af Flensborg Avis, Gustav Johannsen skrev: “Nordslesvigs befolkning kan fra dette øjeblik ikke længere beråbe sig på en traktat, der i mere end 12 år har stillet det gunstigere end andre nationaliteter, der ved erobring er bragt under fremme herredømme. Men dette kan ikke fratage os vort håb om, at den store tanke om ethvert folks ret til at leve sit eget liv – vil sejre når den betimelige tid er kommet”.

    Den nyvakte interesse i kongeriget gav sig udslag i nye foreningsdannelser (grænseforeninger) og egentlig organisering i Sønderjylland (Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening, Den nordslesvigske Vælgerforening m.fl.), som skulle argumentere for en fremtidig genforening. 

    Kilde: Grænseforeningens leksikon (link til hele leksikonartiklen).

§ 5 skaber håb

Tegningen er  i det satiriske, danske blad ”Folkets Nisse”, der gør nar af Danmarks manglende indsats for at få Pragfredens paragraf 5 bragt til udførelse. Den gav en mulighed for at befolkningen i de nordlige dele af Slesvig kunne stemme sig til Danmark.

Efter det danske nederlag i 1864 ordnedes det midlertidigt sådan, at Preussen stod for forholdene i Slesvig, mens Østrig havde ansvaret for Holsten. Efter det østrigske nederlag til Preussen i 1866 blev Slesvig og Holsten i 1867 formelt en del af Preussen, og landsdelene organiseredes nu samlet som Schleswig-Holstein efter preussisk mønster.

Kilde: Sydslesvighistorie.dk

1880

Foreningslivet blomstrer

Den danske bevægelses bogsanling 1914

Tegning: Museum Sønderjylland, wikimedia commons

  • Foreningslivet bliver modvægte til det tyske

    De tre store nationale foreninger Det førte til en kamp om befolkningens nationale sindelag. De dansksindede prøvede at modvirke indflydelsen fra tysk værnepligt og tysk skole med dansk foreningsliv. I 1880 stiftedes ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”, normalt kaldet Sprogforeningen.

    Den skulle sikre dansk sprog og kultur ved hjælp af private biblioteker, møder og foredrag. Vælgerforeningen, som fulgte i 1888, var de danskes politiske parti. Skoleforeningen fra 1892 skulle arbejde for, at de unge lærte dansk sprog og kultur på efterskoler og højskoler i Danmark, når man ikke kunne det derhjemme.

    Samtidig blev de tre store ”nationale foreninger” også moderne masseorganisationer. Ved at blive medlem kunne man udtrykke og kæmpe for sin danske identitet sammen med andre. 

    Kilde: Den sønderjyske historiekanon

Den danske bevægelse i Sydslesvig.

 

Det nye Tyskland gav de dansksindede visse muligheder for at udtrykke deres holdninger. (…). Frem til 1881 nægtede de valgte landdagsmedlemmer at aflægge ed på den preussiske forfatning og kom derfor ikke til at fungere som parlamentarikere, men en stemme på dem var en måde at vise, at man stadig kæmpede for en anden grænse.

Det var ikke ulovligt, men på tysk side vakte det vrede, at de dansksindede ikke bare affandt sig med at bo i det nye Tyskland. Gradvis skærpede myndighederne kursen. Ledere blev fængslet, foreninger og møder og endda bestemte sange forbudt. Og man besluttede sig for at gøre befolkningen til gode tyskere helt igennem – med eller mod dens vilje.

Derfor blev det danske sprog i 1876-89 stort set trængt helt ud af både forvaltningen og skolen. 

Kilde: Den sønderjyske historiekanon

Sønderjysk kaffebord

Et udsnit af et sønderjysk kaffebord

Foto: Genforeningen2020.dk

1914

1. verdenskrig bryder ud

skyttegrav

Skyttegrav i 1. verdenskrig

Foto: Grænseforeningen

  • Krigens massemyrderier

    Første Verdenskrig var et chok for Europa. De europæiske lande kunne opstille hære af en størrelse, der aldrig før var set, og den moderne industri spyttede nye effektive våben ud. Under det meste af krigen gav maskingeværer og moderne kanoner forsvaret en fordel frem for angrebet.

    Fronterne frøs fast, og store angreb endte som massemyrderier, men gav ingen afgørelse.

     Kilde: Den sønderjyske historiekanon

Otto Dix, Der Krieg 1929-1932.jpg

Otto Dix, Der Krieg 1929-1932. Dresden Staatliche Kunstsamlungen

Hårde tider for de dansksindede i Sydslesvig.

Danmark stod udenfor, men fordi Slesvig var en del af Tyskland, var det med i krigen. Fra den del, der i 1920 blev forenet med Danmark, deltog ca. 35.000 soldater ud af en befolkning på ca. 170.000.

Ca. 6.000 blev dræbt og ca. 4.500 blev invalideret. Blot målt i døde og sårede betyder det, at det lille Nordslesvig havde større tab under Første Verdenskrig end hele Danmark havde under krigen i 1864.

  • Levevilkår i Sønderjylland under krigen

    Som følge af krigen i 1864 var det område, vi i dag kalder Sønderjylland, en del af Tyskland frem til Genforeningen i 1920. Derfor blev landsdelen også direkte berørt af 1. verdenskrig fra 1914-18. Sønderjyske mænd blev sendt til fronten som værnepligtige soldater, men også det civile samfund – ’hjemmefronten’­ – oplevede gennemgribende ændringer. Sønderjyske kvinder måtte overalt i samfundet overtage mændenes arbejde og ansvar, og der opstod hurtigt mangel på især fødevarer. Dette førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer, hvilket omvendt gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til autoriteterne. Krigen tog hårdt på hele det tyske samfund, herunder også det sønderjyske. Her blev produktionsapparatet i sidste ende nedslidt og befolkningen var ved krigens afslutning i 1918 delvist udsultet.

    Kilde: Danmarkshistorien.dk

Brevefraskyttegraven.dk har en dokumentarfilm (2013), citat:” hvor man møder en historisk ekspert og tre personer hvis forfædre deltog i krigen. Efterkommerne har haft deres fædres historier tæt på livet, og refererer desuden til dagbøger og breve som er modtaget i familien” citat slut.

Se dokumentaren her (17 min)Tryk her for filmen

1918

Folkenes selvbestemmelsesret i Nordslesvig

H.P.Hanssen

Foto: Sprogforeningen

23. okrober 1918 taler H. P. Hanssen om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark i den tyske forbundsdag.

H.P. Hanssen rejser det nordslesvigske spørgsmål med udgangspunkt i Pragerfredens §5 og folkenes selvbestemmelsesret i den tyske rigsdag: Folket må selv vælge  

  • Præsident Woodrow Wilsons 14 punkter fra 8. januar 1918

    1. Når der ad ærlig vej er gennemført en fredstraktat, må der ikke træffes nogen hemmelig international overenskomst af nogen art, men diplomatiet skal altid føre sine handlinger åbent og for offentlighedens øjne.

    2. Absolut frihed for skibsfarten på havene uden for de territoriale farvende, såvel i krig som i fred, undtagen når havene er helt eller delvis lukket ved international foranstaltning til gennemførelse af internationale overenskomster.

    3. Så vidt mulig fjernelse af alle økonomiske skranker, lige handelsbetingelser for alle nationer, der enes om freden og danner en sammenslutning til dens opretholdelse.

    4. Passende garantier gives og tages for, at de nationale rustninger bliver indskrænket til det mindstemål, der er nødvendigt for landenes sikkerhed.

    5. En fri, oprigtig og absolut upartisk ordning af alle koloniale krav, en løsning, der hviler på streng overholdelse af det princip, at ved afgørelsen af sådanne suverænitetsspørgsmål skal de pågældende befolkningers interesse have lige så stor vægtsom de berettigede krav for de stater, hvis adkomst skal afgøres.

    6. Hele det russiske område skal rømmes, og der skal tilvejebringes en sådan løsning af alle spørgsmål, der angår Rusland, at det kan få sikkerhed for den bedste og frieste samvirken med de andre nationer i verden ved at skaffe det en uhindret og utvungen lejlighed til uafhængigt at bestemme over sin egen politiske udvikling og nationale politik og sikre det en oprigtig og velment modtagelse i de frie nationers samfund under dets selvvalgte institutioner; ja, mere end en velment modtagelse, også bistand af enhver art, som det måtte trænge til og selv måtte ønske. Den behandling, der i de kommende måneder vil blive Rusland til del fra dets søsternationers side, vil blive prøvestenen på deres gode vilje, deres forståelse af Ruslands nød som adskilt fra deres egne interesser og på deres klogskab og uegennyttige sympati.

    7. Hele verden vil være enig om, at Belgien skal rømmes og genrejses uden noget forsøg på at begrænse den suverænitet, det nyder sammen med alle andre frie nationer. Ingen anden enkelt handling vil som denne tjene til at genoprette tilliden blandt nationerne til de love, som de selv har indsat og bestemt til at lede ordningen af deres indbyrdes forhold. Uden denne helbredelsesakt vil folkerettens hele bygning og kraft for bestandig være svækket.

    8. Hele det franske landområde skal frigives, og de dele, hvor fjenden er trængt ind, genrejses, og den uret, der i 1871 blev tilføjet Frankrig af Preussen med hensyn til Elsass-Lothringen, og som i næsten 50 år har gjort verdens fred usikker, skal gøres god igen for, at freden på ny kan blive gjort sikker i alles interesse.

    9. En regulering af Italiens grænser skal gennemføres efter nationalitetslinjer, der tydeligt lader sig erkende.

    10. Østrig-Ungarns folk, hvis plads blandt nationerne vi ønsker at se garanteret og sikret, skal indrømmes den frieste mulighed for udvikling under selvstyre.

    11. Rumænien, Serbien og Montenegro skal rømmes, de besatte områder genrejses; Serbien skal have fri og sikker adgang til havet, og de forskellige balkanstaters indbyrdes forhold skal ordnes ved venskabelig drøftelse efter de historisk givne retningslinjer for samhørighed og nationalitet; der skal gives internationale garantier for de forskellige balkanstaters politiske og økonomiske uafhængighed.

    12. De tyrkiske dele af det nuværende osmanniske rige skal garanteres sikker suverænitet; men de andre nationaliteter, der nu står under tyrkisk herredømme, skal have garanti for utvivlsomsikkerhed for deres liv og absolut uhindret lejlighed til autonom udvikling. Dardanellerne skal til stadighed være åbne som fri passage for alle nationers skibe og handel under internationale garantier.

    13. Der skal oprettes en uafhængig polsk stat, som skal omfatte de områder, der bebos af utvivlsomt polske befolkninger, og den skal have sikret fri og tryg adgang til havet, og dens politiske og økonomiske uafhængighed og territoriale ukrænkelighed skal garanteres ved international overenskomst.

    14. Der skal dannes en almindelig sammenslutning af nationer i henhold til særlige pagter med det formål at give gensidige garantier for politisk uafhængighed og territorial ukrænkelighed for stor såvel som for små stater.

    Kilde: J. Bender og H.K. Gade: Mellemkrigstiden og Anden Verdenskrig, 1984.

Kort om H.P. Hanssen

(...) Hans Peter Hanssen (21.02.1862 – 27.05.1936): redaktør, grænselandspolitiker og minister. Hanssen var fra 1880’erne den ledende skikkelse i den politiske og foreningsmæssige organisering af det dansksindede mindretal i Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland. Fra denne periode og frem til 1920 var han den mest indflydelsesrige af regionens politikere. I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark, og han var hovedarkitekt bag Genforeningen i 1920. Hanssen blev i 1919 minister for sønderjyske anliggender og var folketingsmedlem for Venstre fra 1924-26.

Nogen betydelig rolle i dansk politik efter 1920 spillede han imidlertid ikke (...)

Kilde: Danmarkshistorien.dk

1918

Nederlaget

Ofre for gasangreb april 1918

Britiske ofre for gasangreb på fronten i slutningen af 1. verdenskrig

Foto: Thomas Keith Aitken (Second Lieutenant), Public domain, via Wikimedia Commons

11. november 1918 - krigen er slut.

1. Verdenskrig blev kaldt “den store krig”. Da den sluttede i 1918, troede man ikke at der kunne komme en større krig end den. Næsten 10 millioner blev dræbt. Krigen blev den første i historien hvor man brugte flyvemaskiner, tanks og giftgas. De største slag blev udkæmpet i skyttegrave.

Der blev gravet så mange og lange skyttegrave at de ville kunne nå hele vejen rundt om jorden hvis man satte dem sammen. Derfor ser man tit på gamle fotografier fra 1. Verdenskrig at soldaterne havde en skovl i hånden. 

Kilde: Faktalink

  • Matrosopstanden i Kiel fører til novemberopstanden og kejserdømmets endeligt og fremkomsten af Weimarrepublikken

    (...) Med 1. verdenskrigs udbrud begyndte den udvikling, der førte til afstemningerne i 1920 og den nye grænsedragning. Tyskland var i voldsomme økonomiske problemer efter afslutningen på 1. verdenskrig – og samtidig pressede venstrefløjen på som konsekvens af den russiske revolution. Efter et mytteri i den tyske højsøflåde i Kiel 3.-4. november (Matros Opstanden) spredte novemberrevolutionen sig på få dage til mange storbyer; overalt oprettedes arbejder- og soldaterråd som revolutionære magtorganer. 6. november 1918 nåede revolutionen Als, hvor Sønderborg fik sit eget soldaterråd. I München proklameredes 7. november Bayern som republik, og 9. november fik SPD’s leder, Friedrich Ebert, kanslerposten efter uroligheder i Berlin samtidig med, at kejser Wilhelm 2. abdicerer. Weimarrepublikken er på vej og august 1919 er er den første tyske demokratiske forfatning – Weimarforfatningen, en kendsgerning og Friedrich Ebert republikkens første præsident (...).

    Kilde: ietGrænseland - sameksistens i grænselandet

1918

Sønderjyder har mulighed for at stemme sig til Danmark

Folkehjem i Aabenraa

Folkehjemmet i Aabenraa

Foto: VisitSønderjylland

17. november - H. P. Hanssens berømte tale fra Folkehjemmet i Aabenraa.

"I Tilknytning til Forhandlingerne i Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad. (No. 39) afholdes 17. November 1918 et Folkemøde, hvor bl.a. H. P. Hanssen talte. Talen er her gengivet efter Referatet i Dagbladet Hejmdal, Aabenraa, 18. s. M."

  • H.P. Hanssens tale

    Der er gaaet halvfemte Aar[1], siden jeg paa Aarsmødet i Haderslev sidst talte til mine Vælgere og Meningsfæller paa et offentligt Møde. Mellem da og nu ligger der vældige Verdensbegivenheder, som har kastet dybe Skygger hen over Nordslesvig og paaført os Trængsler som ingensinde før.

     

    Vor Tanke skal i Dag først dvæle ved dem, der maatte drage i Felten. Henved 30.000 Nordslesvigere drog ud. Over 6.000 af dem er blevne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt saa mange Danske Livet, som Krigen i 1864. Spredt ud over Landene ligger nu vore faldne Brødres Grave. De findes i Ruslands susende Naaletræsskove og vidtstrakte Sumpe, langs Polens Floder og i Serbiens Dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

    Særlig tæt ligger de i Frankrig i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over Landet til Flandern. Og mange har fundet deres sidste Hvilested i de store lukkede Jernkasser dybt paa Havsens Bund. Der var mellem dem en Ungdom med Guldglorie om Hovedet, begejstrede Idealister, evnerige Mænd, hvis Hjerner brændte af Længsel efter et Arbejde i vort Folks Tjeneste, og Tusinder af støtte, trofaste danske Mænd. Vi véd, hvor ofte og hvor gerne deres Tanker fandt Vejen herhjem. Censuren har undertrykt mange Feltbreve og lemlæstet andre. Og dog viser saa at sige alle offentliggjorte Breve derudefra, at Hjemmet var Lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde Tilværelse. Med hvilken Kærlighed omfattede de ikke til det sidste deres nære Paarørende, vort lille Folkesamfund og vort minderige Hjemland med al dets Ynde, dets Nutidstrængsler og Fremtidshaab. Vi siger: Ære være deres Minde!

    Ud over Landet sidder nu deres Forældre, Hustruer og Børn, Fæstemøer, Slægt og Venner tilbage i Sorg og Savn. Mangt et Sind kan ikke finde Ro. Men Gud ske Lov! Ny lysner det i Øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lykkeligere og lysere Tid vil snart oprinde. Og da haaber vi, at ogsaa de, der er ramt haardest, vil kunde sige med Terje Vigen[2]: ”Stort har jeg mistet, men stort jeg fik Og saa faar Du ha’ Tak da Gud!” Efter Verdenskrigens Udbrud maatte det være vor politiske Opgave at søge det nordslesvigske Spørgsmaal løst ved den kommende Fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af Krigen som Sejrherre. Dette paalagde os en tilbagetrukken, afventende Holdning. Vort parlamentariske Arbejde samlede sig om Løsningen af Dagens smaa Opgaver.

    Allerede i 1915, paa et Tidspunkt, hvor Tyskerne følte sig fuldt og fast overbevist om, at de vilde gaa sejrende ud af Verdenskrigen, og store Annektionsplaner stod paa Dagsordenen selv i liberale Kredse, henvendte en anset Videnskabsmand, der som Rigsdagsmand tilhører et af de liberale Partier, sig uopfordret til mig og sagde: “Ved Krigens Afslutning maa vi ogsaa se at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst. Kun ad den Vej kan Stemningen i de nordiske Lande blive bedre. Vi er mange, som tænker saaledes. Noget senere gav en anden Professor mig en Betænkning til gennemlæsning, hvori han, samtidig med at han krævede betydelige Annektioner i Øst og Vest, udtalte lignende Tanker om Nordslesvig. En tredie liberal Politiker, hvis Navn er kendt langt uden for Nordslesvigs Grænser, opfordrede mig paa et senere Tidspunkt til at foreslaa ham en bestem Grænselinje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev Sejrherre. Det lovede jeg, men Løftet er aldrig blevet indfriet, fordi Forudsætningen for dets Indfrielse: Tysklands Sejr, udeblev.

    Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk Blad er fremkommen Hentydninger til, at jeg i min politiske Virken i den senere Tid har følt mig bunden af tidligere Aftaler med tyske Politikere. Dette er absolut ikke Tilfældet. Jeg staar, som jeg altid har staaet, frit og uafhængigt til alle Sider, og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste Overbevisning om, hvad der tjener den danske Befolkning i Nordslesvig bedst. Jeg mindes en Dag i Marts. Min ven Landdagsmand Nis Nissen og jeg deltog efter særlig Indbydelse i en Festlighed for en Kollega, som fyldte 70 Aar. Kloppenborg Skrumsager[3] var i de Dage hjemme.

    Jeg kom her, efter at Bordet var hævet, i Samtale med en Kollega, med hvem jeg i flere Aar har staaet paa en fortrolig Fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en Ministerpost, hvad han havde afslaaet, og var paa dette Tidspunkt særlig vel underrettet. Om faa Dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store Offensiv. Vi vil denne Gang naa langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en Særfred. Englænderne vil blive drevne bort fra Fastlandet. Undervandskrigen vil klare Resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnaa noget med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal, saa sæt Dem hurtigst muligt i Forbindelse med Regeringen og – han nævnte bestemte parlamentariske Førere. Saaledes var Stemningen i mange liberale Kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen Samtalen, og vi drøftede indgaaende Stillingen, men kom begge til det Resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende Holdning, indtil der forelaa sikre Kendsgerninger.

    Saa begyndte Kejserslaget, som Hindenburg og Ludendorff[4] i deres urokkelige Sejrsbevidsthed døbte den nye Offensiv. Men det varede ikke længe, før den gik i Staa. Og saa kom det franske Modstød. Tilbagetoget begyndte. I førstningen opfattede Tyskerne det som en snild Manøvre af deres sejrsvante Feltherrer. Derefter slog de deres Lid til Hindenburg-linien.[5] Men Troen paa, at de kunde vinde sejr, brast. De maatte længere tilbage, og nu blev Kravet om en Forsonings- og Forstaaelsesfred Dag for Dag stærkere. Løsenet var: Vejen til en Forstaaelsesfred gaar over Tysklands Demokratisering og Parlamentarisering. Grev Hertlings[6] Nølen vakte stærk Uvilje. Hans Stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage. Jeg sad i finansudvalget den Dag, Vicekansler Payer oplæste det kejserlige Reskript om Hertlings Afskedigelse. Vi stod alle under Indtrykket af, at vi kun havde en indre Krise og regnede med en Regering, som skulde fremtvinge den preussiske Valgretsreform ved Landdagens Opløsning. Møderne udsattes, og jeg rejste hjem for at forberede Landdagsvalgene. To Dage senere var jeg atter i Berlin.

    De første to Kolleger, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøftede – Provinsen Posens Indlemmelse i Polen. Hvad var det sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings Fald i en Depeche forlangt, at den nye Regering skulde dannes med Fredsslutning for Øje, da de ikke kunde garantere for, at Fronten kunde holdes længere end fjorten Dage. Saa dannede Prins Max af Baden[7] en Regering af Flertalspartierne indbefattet Socialdemokraterne og de Nationalliberale med den Opgave hurtigst muligt at slutte Fred paa Grundlag af Wilsons Program. Dermed havde vi faaet et fast Udgangspunkt for vor Stræben efter at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst ved Fredsslutningen. Et Par Dage efter forebragte jeg Sagen for en høj Embedsmand i Udenrigsministeriet. Vore Forhandlinger fortsattes under en senere Sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg vilde fremdrage Sagen i Rigsdagen, saa snart der bød sig en Lejlighed. Jeg havde samtidig sammenkaldt Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad til et Møde i Flensborg, hvor jeg klarlagde Stillingen, og Foreningen i Tilslutning dertil traf Aftaler og fattede Beslutninger. Den 24. Oktober holdt Udenrigsminister Dr. Solf derefter en Tale, hvor han erklærede, at Tyskland loyalt vilde opfylde Wilsons Program i alle Retninger og alle Punkter og i Retfærdighedens og Billighedens Aand.

    Men derefter afviste han skarpt alle danske Krav, som støttede sig på Pragfredens § 5. Jeg sad paa min Plads og gjorde nogle Notitser for atter at melde mig til Ordet. Da kom én af de højeste Embedsmænd i Udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge Misforstaaelser har jeg at meddele Dem, at den indledende Del af Udenrigsministerens Erklæring ogsaa tager Sigte paa Nordslesvig. Hvad Regeringen bestrider er blot, at man fra dansk Side kan gøre en formel juridisk Ret gældende. Derefter frafaldt jeg Ordet. Denne Erklæring var mig nok. Jeg affattede derefter det Opraab, som vore Organisationer har underskrevet, for dermed at give Regeringen Lejlighed til en videre Udtalelse, som kunde klarlægge dens Standpunkt i fuld Offentlighed. Opraabet offentliggjordes sidste Torsdag, og Møderne her paa Folkehjem blev indvarslet.

    Imidlertid var Demobiliseringen begyndt, og Torsdag Aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at naa hertil i rette Tid. Postgangen er daarlig, og jeg kunde derfor ikke afvente Opfordringens Ankomst til Berlin, før jeg paany forelagde Sagen for Regeringen. Dette skete i Onsdags overfor Folkekommissærerne Haasse og Scheidemann. Forhandlingerne førte til et tilfredsstillende Resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske Blade med vore Organisationers Opfordring, som straks blev Udenrigsminister Solf forelagt for at han kunde tage Standpunkt til den.

    Og dette har han nu med den samlede Regerings Billigelse gjort i følgende Skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i Dag: “Udenrigsministeriet. Berlin, den 14. november 1918. Meget ærede Hr. Rigsdagsmand Hanssen!

    Til Indholdet af det af mig af Deres Højvelbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer, maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen den 24. Oktober dette Aar. Den tyske Regering staar derefter paa det Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret. Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk. Idet jeg udtrykker min mest udmærkede Højagtelse.

    Deres Højvelbaarenheds ærbødige (signeret) Solf”

    Dermed har vi nu et fast Udgangspunkt for vort videre Arbejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende Dage er, at jeg paa den danske Befolknings Vegne gennem den danske Gesandt i Berlin retter en Bøn til den danske Regering om, at vort gamle Fædreland vil modtage os, naar vi nu snart i Henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede Folkeafstemning udtaler vort Ønske om atter at blive forenet med Danmark. Samtidig vil vi bede den danske Regering om at foretage de Skridt, der vil være nødvendige, for at Sagen kan blive afgjort under de forestaaende Forhandlinger om Verdensfreden.

    Vore Ønsker med Hensyn til Afstemningen har Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad udtrykt i følgende Resolution, som er vedtaget med 57 Stemmer mod 2.

    Disse 2 Medlemmer har dog ogsaa tiltraadt Resolutionen for Nordslesvigs Vedkommende, men taget et bestemt Forbehold overfor sydligere Distrikter, specielt Flensborg By. Resolutionen lyder saaledes: En ny Tid er nu ved at oprinde. Den vil stille os over for store Opgaver. Vi har allerede i disse Dage nedsat en Række Udvalg, som skal forberede deres Løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres Arbejde. Men ved Siden af disse Opgaver af rent praktisk Art vil den nye Tid ogsaa stille andre Opgaver.

    Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede I.P. Junggreen.[9] De vil endnu mindes, at der var et Ord, som han aldrig blev træt af at foreholde vore Modstandere. Det var det gamle Bibelord: Hvad du vil, at Andre ikke skal gøre imod Dig, det skal Du heller ikke gøre imod dem! I den Tid, vi nu gaar ind i, vil vi faa Lejlighed til at vise, at vi ogsaa anerkender dette Ord som forpligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestaa denne Prøve. Og saa vil jeg blot endnu til Slut udtale, at det er min faste Overbevisning, at vi nu snart vil naa frem til en Tid, hvor vi af fuldt Hjerte vil kunne synge med Bjørnson[10]:

    ”Alt, hvad Fædrene har kæmpet Mødrene har grædt,

    Har den Herre stille lempet,

    Saa vi vandt vor Ret.” 

    Her i tekst fra Danmarkshistorien.dk

Folkemængden ved Folkehjem

Folkemængde lytter til H.P. Hanssens tale

Foto: Grænseforeningen

1918

Aabenraaresolutionen

Aabenraaresolution

Aabenraa-resolutionen vedtages

Foto: Holger Damgaard, Aabenraa Folkehjem

21. november overrækkes resolutionen til den danske regering.

Aabenraa-resolutionen, grundprincipperne for en kommende folkeafstemning for Slesvig, blev vedtaget i den nordslesvigske Vælgerforening på et møde 16.-17. november 1918 på Folkehjem i Aabenraa.

Den blev overrakt til den danske regering den 21. november 1918.

  • Her er lidt baggrundslæsning

    Resolutionen fik afgørende betydning for placeringen af den dansk-tyske grænse. Linjeføringen følger den såkaldte Clausen-linie, som tager hensyn til de faktiske sproglige forhold i Slesvig.

    Samtidig løste resolutionen et alvorligt problem for den danske rigsdag, der på dette tidspunkt efter det tyske kejserriges sammenbrud efter 1. verdenskrig befandt sig i et alvorligt dilemma. På den ene side kunne man indgå direkte underhåndsaftaler med den tyske regering om grænsedragningen og derved sikre, at grænsedragningen ikke gav anledning til senere tysk revanche, men i konsekvens heraf risikere, at blive anset for allieret med Tyskland.

    På den anden side  kunne man overdrage grænsedragningen til en international kommission, men dermed risikere, at grænsedragningen kunne give anledning til senere tyske krav om grænserevision. Den danske rigsdag besluttede på et lukket møde den 23. oktober 1918 at forholde sig forsigtigt og afvente en udspil fra nordslesvigsk side. Aabenraa-resolutionen er dette udspil.

    Efter at Vælgerforeningen for Nordslesvig den 17. november var blevet enige om indholdet, holdt H.P. Hanssen en berømt tale fra Folkehjems balkon, hvor han over for 3.000 fremmødte sønderjyder gav forhåbningen om en snarlig Genforening med Danmark konkret indhold.

    Denne resolution fik afgørende betydning for de efterfølgende forhandlinger og begivenheder. 

    Kilde: Grænseforeningens leksikon

  • Og her er resolutionen i sin helhed

    Aabenraa-resolutionen i sin helhed:

    1. Vi ønsker det nordslesvigske spørgsmål løst på den måde, at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.

    2. Nordslesvig er den del af hertugdømmet Slesvig, der ligger nord for en line, som går fra sydpynten af Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op ad Krusådalen, sønden om Frøslev således, at Padborg bliver grænsestation, og derpå følger skellet mellem Slogs og Kær Herred Skelbækken og tilsidst Sønderåen og Vidåen til dens bøjning mod nord, hvorfra den går lige ud til Vesterhavet og videre ud om nordpynten af Sild.

    3. Stemmeret har alle over 20 år gamle mænd og kvinder, som a. er fødte og har hjemme i Nordslesvig eller b. har boet i Nordslesvig i mindst 10 år eller c. er fødte i Nordslesvig, men udviste af de hidtilværende magthavere.

    4. Stemmeretten udøves skriftligt under former, som sikrer hver enkelts frie viljestyring. De hidtilværende myndigheder må ikke øve indflydelse på afstemningen.

    5. Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.

    61 underskrifter bekræftede resolutionen. Chr. Ravn og P. Budach ønskede følgende passus tilføjet: “Undertegnede tiltrådte derefter resolutionen med den tilføjelse, a) at Flensborg efter vor mening hører med til Nordslesvig, om end ikke til det danske Nordslesvig, b) at den eventuelle afstemning i de tilstødende distrikter efter vor mening bør ske samtidig med afstemningen i det danske Nordslesvig”. 

    Tekst her fra Grænseforeningens leksikon

1919

Freden besegles

Forhandlingsdelegation 1919

Den tyske forhandlingsdelegation i Versailles januar 1919

Foto: Ukendt. Allgemeiner Deutscher Nachrichtendienst - Zentralbild

  • De slesvigske bestemmelser i Versaillestraktaten af 28. juni 1918 er artikel 109, 110, 111, 112 og 114.

    Det er interessant, hvem der kan stemme ved de kommende afstemninger. Her er et uddrag fra artikel 109:

     

    2. Stemmeret skal tilstaaes enhver Person, uden Hensyn til Køn, som opfylder følgende Betingelser: a) At have fuldendt det 20. Leveaar paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft. b) At være født i den Zone, som er undergivet Folkeafstemning, eller være bosat deri fra den Dato, som ligger før 1. Januar 1900, eller at have været udvist derfra af de tyske Myndigheder uden at have bevaret sin Bopæl deri.

    Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer. Militærpersoner, Officerer, Underofficerer og Soldater i den tyske Hær, som stammer fra den Zone i Slesvig, der er underkastet Folkeafstemningen, skal sættes i Stand til at begive sig til det Sted, hvorfra de stammer, for dér at deltage i Afstemningen.

 

28. juni 1919 underskrives Versaillestraktaten.

Den 11. november kl. 11 1918 holdt geværskuddene inde, og 1. verdenskrig var ovre. Herefter begyndte man at forhandle fredbestemmelserne.

Nedenstående er de bestemmelser, der muliggjorde de afstemninger i Slesvig, som førte til, at den dansk-tyske grænse blev flyttet fra den tidligere Kongeågrænse til dér, hvor den ligger nu:  De slesvigske bestemmelser i Versaillestraktaten af 28. juni 1918 er artikel 109, 110, 111, 112 og 114. 

Kilde: Danmarkshistorien.dk

 

1920

Freden arbejder

CIS - Den internationale kommission

Den internationale kommission til overvågning af af folkeafstemningerne i Slesvig 1920

Maleri af den internationale kommission til overvågning af folkeafstemningerne i Slesvig 1919-1920. Malet af Harald Slott-Møller 1922. Maleriet findes i Folketinget.

Med CISs overtagelse af ansvaret for afstemningsområderne skal tyske embedsmænd i området fjernes. Området er formelt neutralt indtil resultatet af afstemningerne foreligger.

Her er to tyske embedsmænds  reaktioner på den nye situation. De skal træde tilbage og reagerer meget forskelligt på afsked:

10. januar 1920 overtager den internationale kommission styret i afstemningsområdet

  • Læs her om den internationale kommission ( CIS )

    "Kommissionen fik det officielle navn "Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig" eller blot CIS.

    England og Frankrig udnævnte deres ambassadører i København til medlemmer af kommissionen, nemlig Sir Charles Marling og den franske digter Paul Claudel. Endvidere skulle den norske og svenske regering udpege hvert et medlem. Det blev den norske telegrafdirektør Thomas Heftye og den svenske lensmand Oscar von Sydow. Et femte sæde i kommissionen stod til rådighed for USA, der dog aldrig ratificerede traktaten. Som generalsekretær for kommissionen fungerede den indflydelsesrige englænder Charles Brudenell-Bruce. Marling og von Sydow forsøgte at holde sig upartiske mens Heftye vurderedes som dansk-venlig og Claudel som klart tyskfjendtligt indstillet.

    Fra august 1919 forberedte CIS sig til opgaven i København, i øvrigt med kontorer i Grænseforeningens bygning, Peder Skrams Gade nr. 5. Forberedelserne omfattede forvaltningen af paskontrol, post-, told- og skattevæsen samt fødevareforsyning i begge afstemningsområder. (...)

    Kommissionen traf en række personafgørelser, således at de ledende tyske forvaltningspersoner måtte fratræde og erstattes af amtmænd m.fl. udpeget af kommissionen. Borgmester Dr. Todsen i Flensborg blev erstattet af grosserer Karl Holm mens den tidligere tysksindede Waldemar Sørensen, der nu pludselig blev dansksindet, blev udpeget til politichef i Flensborg mens den danske officer Daniel Bruun blev udpeget til politichef for hele afstemningsområdet (...)

    Versailles-fredstraktaten trådte i kraft den 10. januar 1920 og de tyske tropper skulle umiddelbart efter forlade afstemningsområderne. I stedet indsattes i løbet af januar måned allierede besættelsestropper, bl.a. franske alpejægere i Haderslev og engelske soldater i Aabenraa. I Flensborg forlod de tyske tropper byen den 24. januar, og i stedet rykkede allierede tropper ind på Duborg-kasernen og på marineskolen Flensborg-Mürwik, hvilket gav anledning til stærke tyske manifestationer.

    Den 26. januar ankom CIS med nattoget til Flensborg og opslog hovedkvarter på Hotel Flensburger Hof lige over for banegården. Fra hotellets tag vajede i de følgende måneder det britiske, franske, norske og svenske flag.

    Kommissionen håndterede sit mandat klogt ved at inddrage tidligere både tyske og danske embedsmænd i forvaltningsopgaverne. Dermed sikrede man sig, at de nationalpolitiske modsætninger ikke optrappedes unødigt. Blandt de mere opsigtsvækkende beslutninger var udvisningen af Dr. Todsen fra afstemningsområdet, den midlertidige lukning af "Flensburger Tageblatt" og forbud mod flagning i zone 2.

    (...)

    Kilde: Grænseforeningens leksikon

  • Læs proklamationen fra CIS om dens arbejde her

    I Medfør af Artikel 109 i den 28. Juni 1919 i Versailles undertegnede og 10. Januar 1920 i Paris ratificerede Fredstratktat mellem de allierede og associerede Magter og Tyskland skal Grænsen mellem Tyskland og Danmark drages i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker. I Henhold til denne Bestemmelse har den internationale Kommission – sammensat af de undertegnende Kommissærer og udnævnt i Henhold til nævnte Artikel med det Formaal at foretage en Folkeafstemning til Fastsættelse af den nye Grænse – fra Dags Dato at regne overtaget den almindelige Forvaltning i de Distrikter, der i dette Øjemed er afgrænset i Fredstraktaten.

     

    Den højeste Myndighed er hos Den internationale Kommission.

    Den Magt og Myndighed, der hidtil indenfor de forskellige Forvaltningsgrene er udøvet af tyske administrative Myndigheder, som har haft Sæde udenfor disse Distrikter, udøves af Kommissionen selv eller under dens Kontrol, og Kommissionen har, som nedenfor fastsat, truffet Foranstaltninger til at erstatte de øvrige højere tyske Embedsmænd, der efter Fredstraktatens Bestemmelser skal fjernes.

    Kommissionen byder og befaler alle de Myndigheder, Embedsmænd og offentlige og kommunale Tjenestemænd af enhver Art, der forbliver i Udøvelsen af deres Funktioner, at bistaa Kommissionen i dens Gerning og at vise saavel den som de Embedsmænd, den udnævner, fuldkommen Lydighed og retskaffen Tjeneste.

    Kommissionen ønsker, at den lokale Administration af disse Distrikter, den dømmende saavel som den udøvende Myndighed, skal foregaa som hidtil med de mindst mulige Forstyrelser. Anhængiggørelse eller videre Forfølgelse af Processer af politisk Art er dog afhængig af Kommissionens Godkendelse.

    De Forandringer, som Myndighedens Overgang til Kommissionen maatte gøre nødvendige, og alle de Regeringsforanstaltninger, som denne maatte anse for hensigtsmæssige, saavel som de Bestemmelser, der kræves til Gennemførelse af en fri og retfærdig Afstemning, vil blive bragt til Befolkningens Kendskab ved Forordninger, der offentliggøres i de officielle Tidender og Aviserne og opslaas paa offentlige Steder.

    Alle saadanne Forordninger har Lovskraft.

    Det tyske Militær skal fjernes i Henhold til Fredstraktaten og erstattes ved Troppestyrker, der af de allierede og associerede Magter er stillet til Disposition for Kommissionen. Hovedkommandoen over disse Styrker, til Vands saavel som til Lands, er overdraget til den britiske Admiral, der handler paa Kommissionens Forlangende og under dens Autoritet.

    De tyske Troppers og Myndigheders Rømning af Afstemningsomraadet, der er fastsat i Fredstraktaten, anses at være fuldendt 20. Jan. 1920, fra hvilken Dag altsaa den i Artikel 109,3 nævnte Tidsfrist for Folkeafstemningen begynder at løbe.

    Kommissionen opfordrer alle Befolkningsklasser i de Distrikter, som staar under dens Forvaltning, til loyalt at virke med til Opretholdelse af Lov og Orden.

    København, 10. Jan. 1920. 

    Kilde: Grænseforeningens leksikon.

  • Landråd Loews /den øverste tyske embedsmand i området) afsked med folk, 13. januar 1920

    Haderslebener Kreisblatt

    Haderslev, den 14. januar 1920 52. årgang

    Landrådens afsked i Haderslev

    Med denne dag har jeg nedlagt mine embeder for med fortrøstning at tjene mit hårdtprøvede fædreland på anden vis i dets fremtidige udvikling. Med bevæget hjerte tager jeg afsked med mine medarbejdere og beboerne i Haderslev amt, fyldt af taknemlighed over den venlighed, tillid og hjælp, som har muliggjort og lettet min embedsførelse.

    Efter en kort fredsperiode blev det mig beskåret at lede forvaltningen i dette amt i de lange svære krigsår. Nøden bevirkede, at jeg på det menneskelige plan kom meget nærmere mange af amtets beboere. På den anden side kom jeg på grund af de vanskelige erhvervsmæssige og politiske forhold til at afgøre mange meningsforskelle. Men jeg har altid fundet forståelse og agtelse, også når min opfattelse har været afvigende, ligesom jeg på min side har bestræbt mig på at udvise retfærdighed over for afvigende opfattelser. En sådan kamp på meninger på begge sider har aldrig ført til krænkelser eller fornærmelser, derfor kan jeg tage afsked med følelsen af at efterlade anderledes tænkende, men ingen fjender.

    Som fra en anden hjemstavn tager jeg afsked fra dette land, hvor mit livsarbejde skulle være lagt, hvor mine børns vugge stod, hvor jeg har fundet lykke og tilfredshed i rigt målestok og har lært prægtige mennesker at kende. Gud beskytte dette land og dets beboere.

    Haderslev den 13. januar 1920

    Friherre Loew v.u. zu Steinfurth

  • Landråd Siemons (øverste tyske embedsmand i Aabenraa amt) afsked med folk i Aabenraa, 17. januar 1920

    APENRADER KREISBLATT,

    Apenrader Kreisblatt, den 17. januar 1920,

    Teksten fra: RIGSARKIVET Aabenraa (2019); tidslinje Genforeningen 1920

    Landrådens afsked i Aabenraa

    I henhold til foreskrifterne i fredstraktaten fratræder jeg fra i dag mit embede som landråd i Aabenraa amt. Det ligger mig på sinde at udtrykke min oprigtigste og hjerteligste tak til alle, som har mødt mig med tillid og som ved trofast medarbejderskab har lettet min embedsførelse i en svær tid.

    Tungt hviler trykket af de nuværende forhold på hele det tyske folk, og særlig hårdt på befolkningen i grænseområderne, der trues med at blive løsrevet fra det tyske fædreland. På grund af en kunstig og uretfærdig afstemning skal Aabenraa amt sammen med den tyske Nordmark lide denne sørgelige skæbne ved et lumpent misbrug af folkenes selvbestemmelsesret. Slesvig-holstenernes dybtindgroede samhørighedsfølelse og den urokkelige tro på en ældgammel svoren ret vil imidlertid være stærkere end den nutidige vilkårlighed.

    Jeg er overbevist om, at Aabenraa amts tyske befolkning i by og på land aldrig vil lade sig berøve denne bevidsthed, og at de altid vil bekræfte og højagte deres tyske sindelag, deres tyske følelse og tanke. Enhver bør være sig bevidst, at det gælder om ikke at tabe modet og om at holde ud til ”en skønnere morgen gryer”

    Aabenraa den 17. januar

    Siemon

1920

Alle mand af huse

Stemmeseddel

Stemmeseddel til afstemningen i 1920

Foto: Museum Sønderjylland

Herunder kommer nogle beretninger om dagene op til den 10. februar – mange mennesker skulle til Nordslesvig for at stemme:

 

 

  • På vej til Sønderjylland for at stemme

    9. FEBRUAR 1920. TOGENE ER FYLDT MED STEMMEBERETTIGEDE PÅ VEJ TIL SØNDERJYLLAND

    Artikel klargjort af Rene Rasmussen, Museum Søndertjylland.
    Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

    ”Næste morgen tidlig, den 9.februar, gjorde jeg mig rede til afrejsen og begav mig til banegården. Jeg skulle med toget 7,33 fra Kolding. I dette tog befandt sig ca. 300 rejsende til Sønder­jylland, hvoraf en stor del skulle vestpå. Et ekstratog, som skulle afgå fra Kolding kl.7,54 medførte ca. 800 stemmeberet­tigede.

    Præcis på slaget satte toget sig i bevægelse. Da vi passerede Munkensdam, stod Margrethe og søster udenfor huset og vinkede farvel til os, hvilket jeg besvarede fra mit kupevindue.

    I Lunderskov var der et ophold på 1/2 time. Vi skulle her skifte tog, og mens vi holdt her, kørte ekstratoget forbi os og fortsatte til Vamdrup. I Lunderskov kom mange “stemmefolk” ombord i toget, som derefter dampede videre.

    I Vamdrup varede opholdet tre kvarter. Ingen måtte forlade toget og for første gang fik vi brug for vores pas, idet alle rejsende skulle fremvise passet, og alle de pas, som ikke havde stempel, men kun underskrift, blev stemplede. Da dette var besørget og folk kommet til sæde igen, kom madpakkerne frem, og vi fik os en lille frokost. Klokken var jo blevet omkring ved 9.

    Omsider var vi færdige i Vamdrup, og nu gik det imod syd imod Grænsen og det omstridte land.

    Da vi nåede den første tyske station, Farris, modtoges toget af en mængde mennesker med begejstrede hurraråb, og skolebørn med dannebrogsflag sang danske fædrelandssange, ligesom der ved gårde og huse var hejst det danske flag. Og sådan var det på hele rejsen ned igennem Sønderjylland. Så langt øjet rakte sås dannebrog vaje, kun et enkelt tysk flag hist og her.

    Det var med glad og bevæget hjerte vi passerede grænsen, og da vi så det omstridte land i sin festdragt, stjal en tåre sig frem i øjet. Hvilken glæde for vore sønderjyske landsmænd at se de danske tog, kørt af danske lokomotiver med det rød-hvide bånd om skorstenen, rulle frem på de tyske baner, fyldt med folk fra kongeriget, som stævnede hjem for at stemme Slesvigs land hjem til Danmark. I sandhed en begivenhed som jeg aldrig kan glemme.

    Fra Farris gik det videre ind i landet, forbi huse og gårde med dannebrog til tops, og langt inde på markerne, på diger og veje stod folk og viftede til os med små dannebrogsflag.

    Så kom vi til Sommersted, hvor vi blev modtaget med samme begej­string, og et musikkorps spillede “Slesvig, Slesvig, elskede land” og andre nationalmelodier.

    Under hurraråb satte toget sig i bevægelse, og med samme begej­string modtoges vi i Vojens. Da toget brusede ind for perronen, så vi et mylder af mennesker. Vi skulle her alle ud af toget og måtte passere toldeftersynet. Vi troede, at vi skulle have vore sager efterset, men det skete ikke. De tyske toldere stod blot med hænderne på ryggen og så på os, mens vi gik igennem lokalet.

    På denne banegård så jeg de første franske soldater. Det var alpejægerne, som holdt vagt på perronen med opplantede bajonetter Det så noget krigerisk ud. Stationsbygningen her gjorde et noget forfaldent indtryk. Alt var forsømt og snavset. Væggene indvendig var næsten sorte, og bræddegulvene gav efter, når man gik på dem, ligesom der var en del ituslåede ruder.

    Fra Vojens går der en sidebane ind til Haderslev, og hovedparten af de rejsende med vort tog skulle til Haderslev og omegn. Da dette danske tog ikke gik længere sydpå, måtte vi her afvente det næste danske tog, som først ville ankomme om et par timer.

    Lærerinde fru Jessen, Emma og jeg begav os så over til et nærlig­gende hotel og bestilte hver en kop kaffe. Madpakkerne kom atter frem og vi nød vort måltid med god appetit. Kaffen kostede 2 mark pr. kop. Da der var mange rejsende, der søgte siddepladser ved
    bordene, brød vi atter op, så snart vi var færdige med kaffen.

    Vi gik først hen på posthuset for at købe en serie plebiscit- frimærker, som kostede 20 mark og 30 pf. Det er midlertidige sønderjyske frimærker, som bruges ved genforeningen. Derfor ønskede vi at få dem, som et minde om den tid, da Sønderjylland var international.

    Da det var besørget, gik jeg mig en tur rundt i byen og så på udsmykningen. Der var mange æresporte og mange flag, både danske og tyske; og aldrig har jeg set så mange æresporte som på denne rejse i Sønderjylland. Udenfor hotellet stod opstillet en felt­kanon, som efter sigende var taget fra russerne.

    Nå, tiden gik, og vi begav os atter over på banegården. Der var samlet en stor flok skolebørn eller rettere 2 flokke, en dansk og en tysk, som hver var forsynet med deres lands flag. De sang ustandselig, den ene flok danske og den anden tyske nationalsange Det var morsomt at høre, hvor de kappedes om at overdøve hinan­den .

    Nu kom et tysk tog sydfra, som medførte “stemmefolk” fra Tyskland til Haderslev. Der blev næsten trængsel på perronen. Toget holdt kun en kort tid og fortsatte så nordpå.

    Et kvarters tid derefter kørte det danske tog nordfra ind på stationen. Det blev modtaget med hurraråb af de dansksindede skolebørn. Vi tog plads i en kupe, og straks efter rullede toget videre sydpå. Stadig det samme dejlige syn: Flag og æresporte på begge sider af banelinien, så langt vi kunne se.

    Ved stationerne Haverslund og Over-Jersdal holdt toget og satte mange “stemmefolk” af. Men omsider nåede vi Rødekro, hvor vi skulle skifte tog. Herfra går der en sidebane til Åbenrå.

    I Rødekro varede opholdet 3 kvarter. Denne station er uhyggelig forsømt ligesom alle de andre, og da der blæste en kold vind, steg vi ind i det tyske tog, som skulle føre os til Åbenrå.

    I toget var der også uhyggeligt. Alt vidnede om forfald. Malingen var slidt af alle vegne og flere ruder itu, og koldt var der og­så, da de tyske tog ikke er opvarmede. Desuden flød der overalt med tyske agitationsblade.

    Mens vi ventede, kom et tysk tog brusende ind på stationen med “stemmefolk” fra Tyskland. En stor del af disse skulle også til Åbenrå. Stemningen var høj i dette tog. De sang deres sange og ud af kupevinduerne viftede de med små tyske papirsflag. Toget var pyntet/med grønt og uden på vognen stod skrevet: Stimm Deutsch.

    Da vi havde fået denne tyske ladning ombord i Åbenråtoget, satte dette sig i bevægelse.

    Efter at vi havde passeret Riis (holde­plads) kørte vi ind i de smukke skovegne, som omgiver Åbenrå, og kort efter kunne vi i det fjerne se byen. Det var naturligvis en stor oplevelse for mig at skulle gense den by, hvor jeg var født, hvor jeg havde oplevet min barndom, og som jeg ikke havde set i 35 år.

    Endelig rullede toget ind på banegården, og vi var ved rejsens mål. Klokken var da 3 efterm. Vi blev modtaget af mænd med rød­hvide bånd på brystet. De henviste os til “Folkehjem” for derfra at få anvist vort kvarter. Udenfor banegården stødte vi på fru From, som spurgte efter fru Jessen. Vi havde imidlertid helt tabt hende af syne på rejsen. Siden Vojens havde vi ikke set hende. Hun må vist af en eller anden grund være kommet med et senere tog.

    På “Folkehjem” fik vi, efter at have forevist vore pas, udleveret en indkvarteringsbillet og nogle brødkort. Min billet lød på købmand Evald, Ramsherred 35. En spejder fik ordre til at led­sage mig til mit kvarter. Vi gik så ind i den flagsmykkede by, hvor jeg kendte hver en gade, og hvor de fleste huse stod endnu som dengang jeg var barn.

    Ankommet til kvarteret viste det sig, at hr.og fru Evald var gået i byen. Pigen tog imod mit rejsetøj, og jeg besluttede at gå en tur i byen og se mig om. Den lille spejder hilste af og gik.

    Jeg begav mig så tilbage til pladsen foran banegården, hvor der havde forsamlet sig en stor mængde tyske børn med deres faner for at modtage deres “stemmefolk”, som efterhånden kom ind med togene. En del danske børn var der også, men her var de tyske de dominerende. De sang ustandseligt, og jeg undrede mig over at de ikke blev hæse deraf. Der var to æresporte på banegårds­pladsen: en dansk, og et hundrede alen derfra en tysk. Den danske var langt den kønneste.

    Pludselig, medens jeg stod der midt i menneskemylderet, hørte jeg musik henne i gaden. Det var et dansk folketog, som skulle drage gennem byen ned til havnen for at modtage dampskibet “Dronning Maud”, som ventedes med stemmefolk fra Sjælland.Det var et uforglemmeligt syn. Forrest et spejderkorps med musik i spidsen, dernæst flere hundrede børn, alle med dannebrogsflag. Så fulgte de voksne, af hvilke mange også bar flag. Der var mel­lem 2-3000 deltagere i toget, og jeg sluttede mig til og fulgte trop ind gennem byens gader.

    Der var sang og begejstring, og de danske sange lød smukt. Toget passerede gennem flere æresporte, og et sted hvor en fransk sol­dat stod på post, præsenterede denne gevær for dannebrog. Det var aldeles betagende at se denne flagsmykkede by og mærke denne be­gejstring for Danmark. Det må være en stor glæde for de danske i Åbenrå, som hidtil i 56 År har lavet under det fremmede åg, på en gang at føle sig fri for dette. Jeg for mit vedkommende, har heller aldrig tidligere oplevet at se et dansk flag i Åbenrå.

    Nå, toget videre, men måtte dog undervejs gøre en lille stands­ning, da vi ved et gadehjørne stødte på det tyske demonstrations­tog. Da dette var passeret, gik det ned mod havnen, hvor damperen var ved at lægge til.

    Da det store skib kom ind til bolværket, modtoges det med mægtige hurraråb, og musikken spillede “Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter de blev budt velkommen. Fra skibet blev der holdt et par taler, og de rejsende begyndte at gå fra borde. Franske soldater dannede espalier, så at pladsen blev fri, for at de rej­sende kunne passere.

    Det begyndte nu at mørkne og at regne. Alle begav sig til deres logi, og jeg gik hjem til mit. Nu var min vært kommet hjem, og han beklagede meget, at han ikke var til stede ved min ankomst.

    Jeg skulle ikke bo alene hos købmanden. Der var også kommet en ældre mand (72 år) med damperen fra København. Hr. Evalds søn var også ankommet med samme damper. Vi hilste på hinanden og hr. Evald og frue bød os hjertelig velkommen.

    Efter at have spist aftensmad afleverede jeg min medbragte pakke spisevarer, som de modtog med stor taknemmelighed. De havde det ellers ikke så knapt med levnedsmidler, men mit franskbrød og min kaffe var bedre end deres, sagde fruen, og Evald sagde, at tænd­stikker var næsten ikke til at få. Man kunne gå hele byen rundt uden at kunne købe en æske tændstikker.

    Da der skulle være møde på “Folkehjem”, begav jeg mig sammen med den unge Evald og hans søster derud. “Folkehjem” er de danskes forsamlingsbygning. Det er en smuk og tiltalende bygning, hvor der findes en stor sal til store møder og en mindre sal til små sammenkomster samt restaurationslokaler og lokaler til forskelligt andet brug. Den store sal var tæt besat, da vi kom, men vi fandt dog en plads i et hjørne af salen. Der blev holdt flere taler bl. a. også af minister H.P.Hansen.

    Ved 11-tiden sluttede mødet, og vi gik hjem og begav os til ro. Københavneren og jeg sov i samme værelse, han i en dobbelt og jeg i en enkelt jernseng. Der var udmærket sengetøj med dundyner, så jeg sov rigtig godt. Den gamle københavner havde mere ondt ved at falde i søvn, men så tændte han sin shagpibe og lå og røg tobak i sengen. Det gjorde han altid, sagde han, når han ikke kunne sove. Jeg syntes nu, det var noget upassende”.

    Tak til Karen Majland

    Offentliggjort i www.denstorekrig1914-1918.dk

  • I toget - på vej til afstemning dagen efter

    8. FEBRUAR 1920. “MEN SE, SE, SE VED HVERT HUS HVER GÅRD VAJER DANNEBROG!” I TOGET FRA VIBORG TIL AABENRAA FOR AT STEMME.

    Teksten klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland.

    Jens Marius Møller (fra Salling) var sønderjyde, men blev udvist til Danmark i 1899 under Köllerpolitikken. I begyndelsen af februar 1920 tog han hjem til Sønderjylland for at afgive sin stemme.

    Søndag morgen gik jeg til banegården kl. 7:30, og dermed begyndte festdagene. Alle stemmeberettigede blev på banegården af Viborg spejderne smykket med Dannebrogssløjfer, og regimentsmusikken spillede for os.

    På banegården gjorde jeg bekendtskab med gasværkskasserer A. Sahl, Viborg, og fik af ham overleveret en pakke indeholdende et flag, som skulle bringes ned til gårdejer Kr. Jahnsen, Dybbølbjerg pr. Sønderborg. Jeg påtog mig at bringe flaget i god behold til Sønderjylland.

    Toget gik over Herning, Brande, Grindsted til Bramminge. Det var forspændt med to blankpudsede lokomotiver, der var pyntede med granguirlander. Toget holdt ved alle mellemstationer og opsamlede stemmeberettigede.

    I Herning, Brande og Bramminge spillede lokale musikkorps for os. I Bramminge, som var særdeles smult pyntet, deltes toget i to dele; den ene del gik over Vester Vedsted til Tønder, den anden del gik over Lunderskov, Vamdrup ad Østbanen til Tinglev.

    I Vamdrup blev passene eftersete af statspolitiet fra Kolding, og der blev forespurgt, om de rejsende havde toldpligtige varer med; men det var der slevfølgelig ingen der havde.

    Hele strækningen Bramminge Vamdrup var stærkt smykket med Dannebrogsflag.

    Da toget passerede grænsen, stod vi op i kupeen og så ud efter de sorthvide pæle, og jeg gjorde et svagt forsøg på at synge: ”De kan spærre med farver og med pæle, de kan lokke med løfter og med løn”; men jeg kunne ikke få tonerne frem; der blev noget i vejen både med mit bryst og med mine øjne, uden at det kan siges, at jeg følte mig syg eller dårlig tilpas. Men se, se, se ved hvert hus hver gård vajer Dannebrog, dejlige ny Dannebrog vinker os i det herligste solskinsvejr velkommen til vort elskede, omstridte land.

    Hele søndagen havde det tonet i min sjæl: ”Tak Gud, fordi jeg fik lov til at være med!” Men da jeg kom så vidt, at jeg fik se Sønderjylland festsmykket med vort dejlige flag efter 55 trængselsår, da blev mit hjerte så fuldt, at det løb over i tårer.

    Lykkelig den, der får lov til at opleve en sådan fest midt i sit folk!

    I Farris var børnene mødt med små Dannebrog for at byde os velkommen på Sønderjylland jord.

    Ved næste station, Sommersted, var alt ligeledes dansk; men da vi kom til Vojens fik vi at mærke, at landet endnu ikke var helt befriet for tyskere. VI kørte ind til stationen ved første perron og blev modtaget af danske børn med Dannebrog; men vi skulle holde en tid for at krydse med et tog, der kom sydfra med tyske stemmeberettigede til Haderslev Amt.

    Da det tyske tog brusede ind ved anden perron, var denne fyldt med tyske børn med tyske flag, og de stemte op med: ”Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der Velt” og man må lade dem, at de ikke sparede på stemmen.

    Da vi danske havde hørt på dem en tid og syntes, at det kunne være nok, så stemte vi i med ”Vift stolt på Kodans bølge”, ”I alle de riger og lande” og ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og for en tid havde vi magten, og tyskerne måtte holde inde. Vi var nemlig så heldige at have valgmenighedspræst pastor Kastel med i toget, og hans mægtige røst kunne tyskerne ikke tage kampen op mod.

    Da vi tav, stemte børnene i med deres ”Deutschland”. Et øjeblik efter standsede jeg dem ved at råbe ud til dem: ”Nej, se der!” og da jeg havde fanget deres opmærksomhed, pegede jeg ud over det flade land mod vest og sagde:” Se jer om og læg mærke til, at det er et dansk land I er i, der er jo danske flag over alt”.

    Disse få ord tog pippet fra dem, de havde ikke noget at skulle have sagt og de listede stille og skamfulde bort.

    Ved Hovslund station kom der nogle børn med tyske papirflag. Et lille stykke fra de andre stod en lille pige med en hue på, der var rød og hvid. Vi kaldte hende hen til kupéen og spurgte hende om, hvad hun hed. Hun hed Ditte Kirstine Jensen, og hun spurgte os om vi ikke havde flag med; vi måtte desværre sige nej; men så fik jeg en lys idé. Jeg havde i Viborg fået to Dannebrogssløjfer. Jeg tog den ene og fæstede på Dittes bryst og forklarede hende, at en sådan sløjfe havde alle danske i toget, og at det var ligeså godt som et flag.

    I kan tro, at Dittes øjne strålede. Hun så to gange til sig selv og til os, og så pilede hun hjem til sin mor. Huset lå et lille stykke borte fra stationen. Moderen kom ud i døren, og hun og den lille pige vinkede til os, så længe toget var at se. Pastor Kastel, som havde været vidne til det lille optrin fra et andet kupévindue, sagde senere til mig: ”Der fik den lille pige en oplevelse, som hun altid vil huske”.

    Ved Rødekro forlod jeg og de andre rejsende til Aabenraa det danske tog for at tage med det tyske på stikbanen ind til Aabenraa.

    Vi havde læst i ”Hejmdal”, at toget skulle være i Aabenraa kl. 5:25, og da klokken ved vor ankomst til Rødekro var 5 minutter over 5, glædede vi os til at køre videre med det samme, men vi havde gjort regning uden vært, eller rette uden det tyske jernbanefolks uvilje.

    Det viste sig godt nok, at toget holdt der med dampen oppe, men togpersonalet ville oppebie et tog sydfra med tyske stemmeberettigede, og det skulle først komme ind kl. 6:30.

    Vi blev slemt lange i ansigtet, men måtte bide i det sure æble og vente. Vi gik ind i den uhyggelige ventesal, hvor der hverken var gjort rent eller fyret, og vi søgte at væbne os med tålmodighed. Jeg blev snart ked at være i ventesalen og gik ud på perronen, og der fik jeg hurtigt en sådan underholdning, at ventetiden gik meget let for mig. Uden for stakittet, som skilte perronen fra gaden, havde en hel del tyske børn med flag taget opstilling og sang af fuld kraft: ”Deutschland, Deutschland über alles og Schleswig-Holsteinvisen.

    Jeg gik hen til børnene, hilste på dem, roste deres sang og kom rigtig i snak med dem, og vi fik en meget fornøjelig time sammen. Jeg vil gengive nogle brudstykker af samtalen. ”Hvad hedder jer lærer?” ”Han hedder Møller”. ”Nå, det hedder jeg også”. ”Han har før været så tysk, så tysk; men nu er han ingenting”. ”Det er en køn melodi til Deutschland ….., vi bruger den også en del i Danmark, men vi har jo andre ord til den”. Jeg synes heller ikke, at jeres ord til den melodi passer længere. Har I ikke lagt mærke til, at der er franske og engelske soldater her på egnen? Det er jo udtryk for, at Tyskland ikke er over alle længere”. ”Det er nogle grimme uniformer, de engelske og franske soldater har”. ”Ja, der er ikke meget stads ved dem; men de tyske uniformer er jo ikke kønnere. I 1915 var jeg henne ved grænsen mellem Danmark og Sønderjylland. Soldaterne, som gik vagt dér havde uniformer, som var både lappede og stoppede.” ”Ja, men da var der jo krig ”.

    Schleswig-Holstenvisen blev sunget. ”Ved I, hvornår Slesvig og Holsten blev slået sammen til én enhed?” ”Ja”. ”Hvornår var det da?”. Ingen kunne huske årstallet. ”Det var i året1460. Da havde Danmark fået en konge fra Tyskland, som ikke havde særlig forstand på danske forhold og han mente, at man godt kunne kæde det danske land Sønderjylland sammen med det tyske Holsten, og han lovede, at det evigt skulle høre sammen”. ”Ja, evig sammen udelte”.

    Et par store drenge udbringer et ”Deutschland leve”, og de andre børn stemmer i med hurraråb.

    ”Det er rigtigt, at I ønsker, at Tyskland skal leve. Det ønsker vi også i Danmark, men vi ønsker at få vor ret over for Tyskland. Vi ønsker, at den danske del af Sønderjylland skal komme tilbage til Danmark”.

    ”Ja, men vi er tyskere, og vi vil ikke til Danmark. ”Nej, I er ikke tyskere. I taler udmærket dansk”. ”Det er kun, fordi vi kan tale to sprog”. ”Ja, det er en stor fordel for jer, at I kan tale to sprog; men hvorfor vil I ikke til Danmark?”.

    ”Danmark er alt for lille, og vi kan ikke få føden dér”. ”Såeh, kender I kålrabi?” ”Ja, ja”, lyder det i kor. ”Har I spist kålrabi?” ”ja, ja!”

    ”Dengang I måtte leve ved kålrabi og kartofler, kunne vi i Danmark få kød og flæsk til kartoflerne. Hvad vil I helst have? Kød og flæsk eller kålrabi? ”Vi vil helst have kød og flæsk”.

    ”Er der ingen af jer, der har været i Danmark?” En dreng med Dannebrogsflag i hånden melder sig. ”Jo, det har jeg været. Jeg har været i Søndersø”. ”Nå, sig os så. Hvor får man den bedste kost, i Danmark eller i Tyskland?” ”I Danmark er det meget bedre”. Og drengens øjne strålede ved at tænke tilbage på det forjættede land, som han havde været inde i. ”Ja, der kan I selv høre, for han ved det, for han har prøvet begge dele. Danmark er godt nok et lille land, men det fer et velsignet land, der flyder med mælk og honning”. ———

    ”Kan I ingen danske sange?” ”Nej, jo!” ”Hvad kan I synge?” ”I alle de riger og lande”. ”Nå, lad os så synge den, så skal jeg nok synge for”.

    Og så sang den danske lærer og de danske og tyske børn i god forståelse med hinanden en god dansk sang. ”Skal jeg synge en anden dansk sang for jer?” ”Ja, ja”. Så sang jeg nogle vers af ”Jeg elsker de grønne lunde”.

    Vi kom i så god forståelse med hinanden, at jeg gav 3 af børnene min adresse og lovede dem, at alle de børn, der ville skrive et kort til mig, skulle få kort fra mig igen. En hel del af børnene var begejstrede for idéen. Men jeg fik ingen kort. Jeg tænker, at børnene har fået slået idéen hjemme hos forældrene. –

    Imidlertid var tiden gået, og det var ved at blive mørkt. Jeg sagde farvel til børnene og gik ind i toget. Toget var hverken oplyst eller opvarmet; men efter at vi havde haft et kvarters tids ventetid i toget, satte det mørke tog sig i bevægelse efter Aabenraa. Konduktøren efterså vore billetter ved hjælp af en karbidlygte; så længe han var i kupéen, havde vi lys.

    Man kan ikke påstå, at det var nogen særlig festlig ankomst til Aabenraa; men vore oplevelser tidligere på dagen var så rige, at den sidste times kulde og mørke ikke kunne slå humøret ned.

    På Aabenraa banegård traf jeg min slægtning, købmand Hans Michelsen, Aabenraa og hans søn, Kristian fulgte mig ud til byens udkant til sin bedstemors, min kusines gård, hvor jeg skulle bo sammen med min bror, Anders, som var ankommet samme dag ved middagstid.

    Første gang jeg hilste på hver af mine slægtninge, sagde jeg efter den sædvanlige hilsen: ”Nu er vi her igen!”. Det var en uendelig fryd for mig efter 21 års forløb at kunne sige denne lille sætning. I det lille ord ”igen” lå udtryk for sejrsfølelsen, at nu var retten ført igennem til sejr, og at nu fik vi herlig og ufortjent oprejsning for ydmygelsen i 1899. Min bror og jeg fik udvisningsordre den 3. januar 1899.

    Tak til Vibeke Horsnhøj-Svensson for dagbogen.

    Lagt op på denstorekrig1914-1918.dk

10. februar 1920 skal der stemmes i zone 1

Bestemmelsen om at alle, som var født i området før 1. januar 1900 havde stemmeret, selv om de ikke længere boede i området, skabte stort røre for at få disse til at vende tilbage til området på afstemningsdagen. Der kom i alt 27.853 stemmeberettigede tilrejsende til afstemningen den 10. februar 1920. Heraf kom de 16.638 nordfra og de 11.069 sydfra. Bestemmelsen fik ingen afgørende indflydelse på det endelige resultat, hverken i 1. eller 2. zone.

Der var ved alle afstemningssteder en parallel stemmeseddel med teksten: Deutschland – Tyskland

Afstemningsresultatet gav et dansk flertal på 75%. Af 111.191 stemmeberettigede deltog 101.652 i afstemningen, svarende til en stemmeprocent på 91,5. For Danmark stemte 75.431 (74,9 %) medens 25.329 (25,1 %) stemte på Tyskland. Der var tysk flertal i købstæderne Aabenraa, Tønder og Sønderborg samt flere landdistrikter, bl.a. Højer og Tinglev. Haderslev var den eneste købstad med dansk flertal ved folkeafstemningen.

______________________________________________________________________________________________________________________________

 

I Flensborg Avis den 10. februar 2020 kan man læse følgende indtryk fra afstemningsdagen

Flensborg Avis – Afstemningsdagen 10. februar 1920

_________________________________________________________________________

Nedenfor følger en række øjenvidnebeskrivelser fra afstemningsdagen:

  • Dansk flertal i Burkal sogn

    10. FEBRUAR 1920. OVERRASKELSE: KNEBEN DANSK SEJR I BURKAL SOGN

    Klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland

    Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

    Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

    I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

    Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

    Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

    Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

    Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var et bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

    Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

    Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

    Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

    Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

    Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

    Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

    Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

    Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

    Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

    Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

    Originalkilde: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

    Senest offentliggjort www.denstorekrig1914-1819.dk

  • Afstemningsdagen i Skærbæk

    10. FEBRUAR 1920. AFSTEMNINGSDAGEN I SKÆRBÆK: “NU ER FRIHEDENS, HJEMFÆRDENS DAG KOMMEN.

    Artikel klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland

    Nicolai Svendsen gengiver i bogen “Tiende Februar” indtryk fra afstemningsdagen i Skærbæk.

    I Skærbæk samledes tidlig paa Formiddagen en stor Skare af Byens Mænd og Kvinder sammen med de Tilrejsende for Klokken 8 at overvære det højtidelige Øjeblik, da gamle Postmester Godske Hansen skulde hejse Flaget paa Torvet.

    Dr. med. H. Lausten-Thomsen udtalte ved denne Lejlighed:

    »Her paa Torvet stod en ‘Januardag for 71 Aar siden Egnens Bønder opstillede med Ryggen mod Timmerefter beseglede de i Brøns deres Troskab med deres Blod.

    Da var Godske Hansen en ni Aars Gut. Han mindes den Tid med Stolthed og taler tit om den. Om et Øjeblik hejser han nu Byens Flag over vore Hoveder. Til Lykke med det! Det betyder, at nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.

    Og saa hejser unge Mænd og Kvinder vore to ældste frie Brødrefolks, det svenske og det norske Flag — Islands og Finlands har vi desværre ikke — og vore Befrieres Flag.

    Vi ser op til dem med Tak og Glæde, men midt i Glæden hvisker Vemod igennem vort Sind. Vi tænker paa dem, der blev derude paa Frankrigs Slagmarker, i Ruslands uendelige Skove og Sletter, mellem Balkans og Alpernes Bjergkæder, i det hellige Land og ved det yderste Hav.

    Fra Kl. 10 til 11 sænker vi Flagene paa halv Stang til deres Minde og Ære.

    Men efter Nat følger Dag; hver Morgen frembryder atter den gyldne Sol, og i Dag staar vi i den genvundne Friheds Morgenrøde.

    Vi vil i Dag med vor Stemmeseddel vise, at vi har det samme Sindelag som Bønderne paa Skærbæk Torv i 1849.

    Vi skal sætte Slutstenen i den Mur, der hegner Danmarks Gaard og gøre Ende paa en tusindaarig Kamp. Vi skal med vor Stemmeseddel skaffe nye og bedre Vilkaar for kommende danske Slægter, fri dem ud fra Tryk og Tvang, hjælpe dem til fri og sund Vækst under Dannebrog. Vi skal skaffe vort danske Flag Lov og Ret til i kommende Aarhundreder at vaje over et frit dansk Sønderjylland.

    Vi vil hjem til Danmark. Vi vil i Dag være med til at bære vort Land ind i en lys og god Fremtid.

    Hvad der er godt, vil vi elske dobbelt, naar det er dansk; men hvad der er ondt, vil vi hade tifold, hvis det er dansk.

    Vi vil, Danmark, klynge vor Sjæl til dig, og vor Tunge skal prise dit Navn, vi vil lægge alle Kræfter i for at tjene din Ære.

    Et nifoldigt Hurra for Danmark. Leve Danmark, vor Moder!«

    Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

    Senest udgivet denstorekrig1914-1918.dk 

  • Afstemningen i Haderslev
    1. FEBRUAR 1920. AFSTEMNINGSDAGEN FORLØBER ROLIGT I HADERSLEV
    Artikel klargjort af Rene Rasmussen, Museum Sønderjylland.
    Den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen berettet om afstemningsdagen i Haderslev og omliggende kommuner.

    ”Den 10. Februar oprandt med Regn og Rusk og stærk Blæst.

    Da ved Ottetiden om Morgenen de Tusinder og atter Tusinder blottede deres Hoved, mens Dannebrog for første Gang officielt gik til Vejrs overalt i Land og By, var det endnu nogenlunde Opholdsvejr.

    Men Vinden tiltog i Styrke op ad Dagen; Regnen faldt til Tider i stride Strømme; de nye Flag hev og sled i Snore og Stænger og smældede om Kap med den farende Blæst.

    Uvejret voldte maaske hist og her lidt Forstyrrelse i Festen; men paa selve Afstemningen havde det naturligvis ingen Indflydelse. Det bidrog sit til, at Dagen vil huskes.

    En stor Del af de danske Vælgere deltog i en kort Andagt i Kirken, før de begav sig til Afstemningslokalet. Pigespejdere gik i Flok og Følge til Kirkegaardene, hvor de nedlagde Kranse paa danske Føreres Grave.

    Henad Klokken 10 blev jeg tilfældigt afhentet af Folketingets Formand Pedersen-Nyskov, som i Dagens Anledning var kommen til Byen, og Kontorchef Andreas Thulstrup fra Haderslev, der var ansat i Det sønderjydske Ministerium.

    Vi fulgtes ad til Raadhuset. Her var Gange og Trapper allerede saa tæt besatte, at det var vanskeligt at bane sig Vej til den store Sal, hvor jeg skulde afgive min Stemme.

    Jeg ser endnu for mig siddende paa en Afsats i stoisk Ro den trofaste gamle Skræddermester Birkedal.

    »Hvad sidder De der efter, Birkedal?« spurgte jeg.

    »A venter paa Restanterne!« svarede han. Det var de danske Vælgere fra et bestemt Distrikt, som Kommunalforeningen havde betroet til hans Varetægt.

    Der var ikke Tale om nogen som helst højlydt Demonstration eller om indbyrdes Rivning mellem Danske og Tyske. Begge Parters Tillidsmænd kom og gik og røgtede roligt og besindigt deres Hverv, der bestod i at drage Omsorg for, at alle mødte Mand af Huse. Men Folk kom saamænd villigt.

    Efter faa Timers Forløb havde de fleste gjort deres Pligt.

    Det var et højtideligt Minut, da man endelig inde i Aflukket lagde den lille hvide Seddel med Paatrykket »Danmark« i Konvolutten. Min Pen svigter overfor dette Øjeblik, som hele denne Redegørelse med alle dens Enkeltheder har taget Sigtepaa. Man kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at mange var stærkt grebne af Situationens Alvor, af denne lille Handling, som to Slægtled havde drømt om, og som nu i Dag blev til Virkelighed som meget andet mærkeligt i disse Dage — ikke blot en sælsom Oplevelse, men selve det store Eventyr i al sin enkle formelle Form.

    Den danske Flagning i Haderslev var almindelig. En Del Butikker havde pyntet smukt med rød-hvide Dekorationer.

    Nogle Facader var helt dækkede af Dannebrog. Af tyske Faner saas næppe saa mange, som man havde ventet. Fra de offentlige Bygninger vajede ingen Flag; det var forbudt. Derfor maatte ogsaa de preussiske Faner, som man havde hængt ud paa Seminariet og Præparandskolen, tages ned.

    Trods det ublide Vejr var der megen Færdsel paa Gaderne. Udefra kom talrige Besøgende for at se, hvordan vi klarede os, blandt andre Højskoleforstander Jacob Appel, der var udset til at beklæde Embedet som Skoledirektør i Sønderjylland, og Politidirektøren, Kaptajn Daniel Bruun.

    Jeg sad næsten hele Dagen paa mit Kontor paa Raadhuset for at have Rede paa, at den gode Orden blev overholdt. Det var sikkert heldigt, at Den internationale Kommission havde udstedt Forbud mod Udskænkning af berusende Drikkevarer paa Afstemningsdagen.

    Lidt Gnidning kunde naturligvis ikke undgaas.

    Den franske Kaptajn sendte saaledes Meddelelse om, at et Par unge Tyskere havde haanet hans Flag og talt uærbødigt om Franskmændene. Han havde derfor anholdt dem og krævede dem straffede.

    Det blev ogsaa meldt, at Alpejægerne gjorde Gengæld ved Forsøg paa at fjerne nogle tyske Flag, ligesom enkelte tyske Tilrejsende klagede over, at franske Soldater havde set sig vrede paa deres Emblemer.

    Paa den anden Side havde danske Vælgere vitterligt været udsatte for tysk Overlast.

    Det var jo i og for sig efter Omstændighederne kun ubetydelige Optrin, og de havde langt fra det Omfang, som tyske Blade senere vilde tillægge dem. Vort lokale Politi var fuldkommen i Stand til at opretholde den nødvendige Orden. Derfor opsøgte jeg sammen med Kaptajn Daniel Bruun den franske Kaptajn Cuny og formaaede ham uden større Vanskelighed til hele Eftermiddagen og Aftenen at holde Alpejægerne indenfor Kasernens Enemærker.

    En Flok løse Eksistenser, som lavede Løjer i Havnekvarteret, blev hurtigt gjort uskadelige ved at blive sat bag Laas og Slaa, og jeg
    husker ikke, at der efter at disse Forholdsregler var tagne, fandt Udskejelser Sted af nogen Art.

    De i Byen hjemmehørende Tysksindede drog sammen med deres tilrejsende Gæster i en ret imponerende Procession gennem Gaderne, uden at det forstyrrede noget i den Stræben efter Korrekthed, som var paakrævet og virkelig blev udvist.

    Der blev fortalt, at en og anden Tysker havde sat en skadefro Mine op ved Synet af forrevne Dannebrog. Hvis det var sandt, blev det fra dansk Side smilende tilgivet.

    Senere gik de danske Pigespejdere i sluttet Trop gennem Byen. Begge Optog bidrog til at bringe lidt Liv i Gadebilledet, der ellers tog sig noget trist ud som Følge af Regntykningen.

    Skønt denne Dags Begivenhed var den største historiske Tildragelse i vor Landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt. De, der havde Lejlighed til ved en Rundtur at se ind i Landdistrikternes Afstemningslokaler,vendte tilbage og fortalte, at Stemningen overalt var god, og at man ventede et smukt Resultat”.

    Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

    Senest offentliggjort www.denstorekrig1914-1918.dk

1920

Afstemningerne i gang

Afstemning zone 2

Flensborg Nørregade - afstemning den 14. marts 1920 i zone 2. Der hænger både tyske og danske flag

Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Flensborg.

Ny  grænse - og genforening

Foto: Museum Sønderjylland

10. februar 1920 og 14. marts 1920 afholdes afstemning i henholdsvis zone 1 og zone 2

Afstemningerne den 10. februar 1920 (zone 1) og den 14. marts 1920 (zone 2) førte til en voldsom agitation gennem dagspressen, flyveblade og gennem de såkaldte afstemningsplakater. Det danske statslige oplysningskontor lod trykke 107.700 plakater,  og hertil skal lægges et betydeligt antal fra Mellemslesvigsk Udvalg.

Fra tysk side blev der trykt ca. 200.000 plakater. Navnlig i Flensborg blev der udkæmpet en voldsom krig på plakater. Nogle af tidens bedste plakattegnere var i arbejde på dansk side, bl.a. Rasmus Christiansen, Thor Bøgelund og Harald Slott-Møller. 

Kilde: Grænseforeningens leksikon

Ny  grænse - og genforening

Foto: Museum Sønderjylland

1920

Genforeningen

Niels Neergaard (V) var konseilspræsident fra 1908 til 1909 og statsminister fra 1920 til 1924.

Niels Neergaard (V) var konseilspræsident fra 1908 til 1909 og statsminister fra 1920 til 1924.

Foto: Det Kongelige Bibliotek

  • Læs her "De skal aldrig blive glemt" talen

    Statsminister Niels Neergaards (V) Genforeningstale Dybbøl 1920:

     

    Deres Majestæter, Deres kongelige Højheder, Landsmænd fra Nord og Syd! Det er mig en kær Pligt paa den danske Regerings Vegne at takke for de Velkomstord, der blev rettet til os. Ja, Tak fylder vort Sind i disse Eventyrets Dage, hvor vi drager med Kongen ind i det gamle danske Sønderjylland. (Stærke Hør!)

    Hvor vi kommer hen, fyldes vore Hjerter med Glæde og Taknemmelighed over den Jubel, den Trofasthed mod Kongen, mod vort gamle Land. Hvor har vi følt, at vi er et stærkt og livskraftigt Land. Det maatte ofre 6000 Sønner, men det rejste sig igen med Genfødelsens Styrke. Det Folk, vi har set i Jubel og Lykkefølelse, er et Folk med Livskraft og Styrke.

    Vi er vandret herop ad alle Danskes Smertensvej, den Vej, de tavse Mænd i 1864 vandrede. De viste den faste Vilje til at værge den sidste Rest af Sønderjyllands Jord. Dem skylder vi Ære og Tak. Derfor er vi glade for at se Veteranerne blandt os i Dag. Alt, der er vokset og trivedes her, vilde ikke være vokset, hvis Blodofret ikke var bragt, hvis der ikke var kæmpet med Haab om, at dette Blod ikke var ofret forgæves.

    Men det er ikke en ublandet Glædessag. En bitter Smerte maa trods al Glæde fylde vort Sind for dem, der har kæmpet saa trofast. Paa Regeringens og hele det danske Folks Vegne siger jeg: De skal ikke blive glemt. (Bifald)Det er en Ærespligt for enhver Regering at støtte dem og af yderste Evne opretholde Sprog og Folkelighed, som de har ofret taprest for.

    Dage som disse falder med Ansvarets Magt. Hvor har ikke Sønderjyderne længtes mod denne Dag? Men den paalægger hver af os en Pligt. Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindaarige Historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter Sønderjydernes egen lykkelige Vilje. Det er en Æresforpligtelse at hævde vort danske Sprog i Grænselandet.

    Men vi har ogsaa en anden Ærespligt. Vi krævede Retten i Trængselens Dage, – den samme Ret vil vi give dem, der mod deres Vilje kom med til Danmark. (Stærke hør). Danmark har et Folk, en Tro, et Sprog. Jeg maa synes, at vort Land maa gaa en lysere Fremtid i Møde; Vort Folk er ikke alene større, men et nyt, sundere, livskraftigere. Hernede har vi lært at staa fast paa en Sag. Et Fædreland, et Sprog. Vi vil elske det højere og inderligere. En lutret Kærlighed strømmer det i Møde. Et Leve for vort Fædreland. (Stærke Hurra).

    Kilde: Dansketaler.dk

15. juni overtager Danmark formelt administrationen af Sønderjylland. CIS ophører

Den 15. juni 1920 fastsættes senere som officiel genforeningsdag. I juni, den 26.-27., vedtager rigsdagen i København loven om genforeningen.

Indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark krævede både valg (april 1920, juli 1920 og september 1920). Grundloven skulle ændres og tilpasses de nye, glædelige forhold.

 

I hele dette førløb opstod der en alvorlig parlamentarisk situation, Påskekrisen, da Christian 10. afskedigede regeringen Zahle i utilfredshed med grænsedragningen, der ikke indlemmede Flensborg i Danmark.

  • Læs om Påskekrisen her

    Påskekrisen 1920

    Med Tysklands nederlag i 1. verdenskrig var der åbnet mulighed for, at Danmark kunne få dele af de tabte områder (Slesvig) fra krigen i 1864 tilbage. Kongen og store dele af den borgerlige opposition ønskede hele Slesvig tilbage til Danmark, selv om en folkeafstemning i grænselandet viste, at grænsen skulle gå omkring Tønder, så Sydslesvig forblev tysk og Nordslesvig (i dag Sønderjylland) blev dansk. Regeringen respekterede afstemningsresultatet, men  kongen tilkaldte den radikale regeringschef Zahle og opfordrede ham til at gå af og udskrive valg.

    Zahle nægtede, og kongen afskedigede ham. Socialdemokratiet og fagbevægelsen reagerede voldsomt og kaldte afskedigelsen for et statskup og truede med generalstrejke. 

    Kongen udnævnte midlertidigt Liebe-regeringen, som var indstillet på at sætte hårdt imod hårdt over for truslen om generalstrejke. I nogle kritiske døgn tilspidsedes situationen, der var demonstrationer i gaderne og regeringen trak militærstyrker til hovedstaden. På Amalienborg slotsplads stillede en folkemængde sig op og krævede republikken indført.

    Mens Liebe-regeringen forberedte sig på konfrontation og opfattede generalstrejkevarslet som bluff, var både kongen og de borgerlige politikere blevet betænkelige. 
     
    Heller ikke de socialdemokratiske ledere var trygge ved de kræfter, der var sat i gang, og på denne baggrund var der grundlag for forhandlinger. Man nåede frem til et kompromis, hvor Liebe-regeringen blev afskediget og et nyt forretningsministerium udpeget med den opgave at udskrive nyvalg. Det var fagbevægelsen og Socialdemokratiet der stod tilbage som sejrherre.

    Da krisen så småt var drevet over, ville politikerne forhindre, at kongen igen fik mulighed et lignende nummer igen. Derfor blev der indført en ny paragraf Grundloven, paragraf 39, der sørgede for, at kongen/dronningen ikke kan forhindre Folketinget i at mødes.

    Kilde: his2rie.dk

Genforeningssten 

I 1920 og årene efter blev der rejst op imod 600 genforeningssten, der i dag kan ses i hele landet lige fra Lemvig til Allinge-Sandvig og fra Hjørring til Nykøbing Falster. Anledningen var danskernes glæde og taknemmelighed over, at Sønderjylland var blevet en del af Danmark.

Genforeningsstenene er typisk ubehandlede marksten med inskriptioner, men derudover varierer de meget. Antallet i forskellige områder i landet, tidspunkterne for rejsningen og inskriptionerne afhænger af, hvem der lokalt tog initiativ, og hvordan de gik til værks. Johannes Vejlager skrev i 1939 det til dato største værk om genforeningssten, og han skriver blandt andet, at variationerne giver ”et interessant psykologisk Billede af den danske Folkekarakter, der – Gud være lovet – endnu er langt fra at være ensrettet”.